215
OLIVER TWIST
denne lille Historie og ikke opholde mig, medens de læser Aviser? For jeg har sat en Herre Stævne til et bestemt Klokkeslet, og kommer jeg ikke, saa gaar han sin Vej. Saa der kunde meget nemt blive Tale om et lille Erstatningssøgsmaal mod dem, der har været Skyld i, at jeg blev borte, hvadbehager?« — — Hvorefter Rævetampen bad Slutteren sige ham Navnene paa »de gamle Snudebiller«, der sad paa Dommerbænken, — hvilket i den Grad hidsede de nærmest staaende, at de lo næsten ligesaa ustyrligt, som ung Charley vilde have gjort, dersom han havde kunnet høre Spørgsmaalet.
»Stille derhenne!« tordnede Slutteren. Og henvendt til en af Dommerne, som i det samme spurgte, hvad for en Sag det var, forklarede han: »En Lommetyv, Hr. Assessor!«
»Har vi haft den Dreng før?« forhørte Dommeren sig.
»Nej, men han skulde have været her mange Gange. Han har været paa Spil allevegne. Jeg kender ham godt.«
»Hvadbehager? Sagde De, De kendte mig?« udbrød Rævetampen, som om han vilde slaa den Paastand fast. »Naa saaledes! det bliver Søgsmaal for Angreb paa mit gode Navn og Rygte.«
Igen lo Tilhørerne, og igen blev der paabudt Stilhed.
»Naa hvor er saa Vidnerne?« sagde Retsskriveren.
»Det er rigtigt!« faldt Rævetampen ind igen, »hvor er vidnerne? Det skulde more mig at se de Karle.«
Hans Ønske blev øjeblikkelig opfyldt. Thi først fremtraadte den Politibetjent, der havde anholdt ham, og afgav Forklaring. Og derefter mødte Ejermanden til Snustobaksdaasen og erklærede, at Daasen var hans; at han havde savnet den, straks som han kom ud af et Opløb, der havde været; at han i det samme havde set en ung Knægt fjerne sig skyndsomst fra ham; og at bemeldte unge Knægt var Arrestanten, som stod her.
»Har du noget at bemærke til Vidnet, Dreng?« spurgte Dommeren.
»Jeg anser det for under min Værdighed at indlade mig i Samtale med ham,« svarede Rævetampen.
»Har du i det hele taget noget at skulle have sagt?«
Rævetampen stod, som han ikke hørte. Saa puffede Slutteren til ham med Albuen: »Hører du ikke, Assessoren spørger, om du har noget, du skal have sagt?«
»Aa om Forladelse!« udbrød Rævetampen og saa' aandsfraværende op. »Var det til mig, De talte til, min Ven?«
Slutteren kunde ikke dy sig for at grine. »Nej aldrig i mine Dage har jeg set Magen til saadan en lille Bandit, Hr. Assessor,« mumlede han. »Naa! har du noget, du skulde have sagt, din Gavflab?«
»Nej,« erklærede Rævetampen, »ikke her. For det er skam en sløj Butik for Retfærdighed denne her, og desuden spiser min Sagfører i Dag Frokost henne hos Næstformanden i Tinget. Men paa et andet Sted skal baade jeg og han og forskellige andre ansete Folk af mine Venner tage Ordet, kan De tro, saa alle Snudetampene heroppe skal komme til at ønske, de aldrig var blevet født, eller at deres Tjenestefolk havde
