216
CHARLES DICKENS
klynget dem op paa deres Hatteknager, før de gik ud i Morges. Jeg skal — —«
»Herut med ham! Beviserne er tilstrækkelige!« sagde Dommeren. Og Slutteren sagde: »Kom saa!«
»Ja nu kommer vi, nu kommer vi!« svarede Rævetampen og strøg sin Hat af med den flade Haand. »Ja det kan ikke nytte, Højstærede,« henvendte han sig til Dommerne, »at I ser saa forknytte ud, for jeg lader ikke Naade gaa for Ret. Det bliver en slem Historie for Jer, Kammerater, jeg vilde ikke være i jert Sted for meget godt. Ikke om I saa tiggede mig paa jeres Knæ, lod jeg mig nu sætte i Frihed, — færdig!«
Slutteren tog ham i Kraven og trak af med ham. Ude i Gaarden erklærede Rævetampen, at han agtede at lade sin Sag komme for i Rigsdagen, hvorefter han umaadelig tilfreds grinede Slutteren op i Ansigtet.
Da Noah Claypole havde set ham blive trukket bort, skyndte han sig tilbage til ung Charley, som dukkede frem fra et sikkert Skjul, saasnart han havde overtydet sig om, at ingen næsvis Person fulgte hans ny Bekendt i Hælene. Og de to skyndte sig nu at bringe Fagin den
