217
OLIVER TWIST
Oplivende Efterretning, at Rævetampen var optraadt over for Retten med megen Glans og havde indlagt sig den aller største Hæder og Ære.
43
Nancy og Noah.
Hvor indøvet Nancy end var i Forstillelsens Kunst, kunde hun dog ikke helt skjule den Sindsbevægelse, som Bevidstheden om, hvad hun havde foretaget sig, fremkaldte hos hende. Vel stod hendes Beslutning fast. Men hun havde atter og atter svære aandelige Kampe at bestaa, og de satte sig Spor. Hun kom til at se bleg og udtæret ud. Undertiden saa' hun slet ikke, hvad der foregik lige for Næsen af hende, og hørte ikke Samtaler, som hun i gamle Dage vilde have taget højrøstet Del i. Hun sad tavs og fortrykt og grublede, med Hovedet støttet i Hænderne, og den Anstrengelse, hun saa maatte gøre for at tage sig sammen, viste kun altfor tydeligt, at hendes Tanker havde været langt borte. Til andre Tider igen kunde hun pludselig give sig til at le og støje op uden Spor af Grund.
Det var Søndag Aften. Sikes og Jøden sad og passiarede sammen, men tav, da Kirkeuhret begyndte at slaa hel. Nancy, som sad sammenkrøben henne paa en lille Skammel, saa' op og lyttede spændt. Klokken slog 11.
»En Time til Midnat!« sagde Sikes. Han trak Rullegardinet op, saa' ud, og gik saa hen og satte sig igen. »Og mørkt og taaget er det. Det havde været en rar Nat at gøre Forretninger i!«
»Ak ja,« sukkede Jøden og rystede paa Hovedet, »det er ogsaa kedeligt, at vi ingen har, Bill!«
»Der har de for en Gangs Skyld Ret,« brummede Sikes. »Gu' er det kedeligt, for i Aften er jeg oplagt.«
»Hæ hæ hæ,« lo Jøden, som om han følte sig lettet allerede ved denne lille Indrømmelse; »ja nu ligner De Dem selv, Bill, nu er De den rigtige Bill igen!« Og han dristede sig til at klappe ham paa Skulderen.
»Tag den visne gamle Grabbe væk fra min Skulder!« vrissede Sikes og rystede Jødens Haand af sig.
»Hæ hæ hæ! gør den Dem nervøs? Kommer De til at tænke paa at blive nappet?«
»Ja; det vil sige: af Djævlen, ikke af Politiet!« brummede Sikes. »Der har aldrig været et Menneske til med Magen til Deres Fjæs! det skulde da være Deres Fader, og han faar vel nu sit røde Skæg svedet i hede Helvede, — det vil sige, hvis De ikke er Søn af selve Djævlen, hvad der slet ikke skulde undre mig!«
Fagin svarede ikke paa hans Kompliment, men trak ham i Ærmet og pegede hen paa Nancy, som ubemærket havde taget sin Hat paa og nu vilde til at liste ud.
