22
CHARLES DICKENS
meget Føde i ham, saa beholder han ham i saa og saa lang Tid og behandler ham, som han finder for godt.
Da lille Oliver ud paa Eftermiddagen blev ført frem for Direktionen, underrettedes han om, at nu skulde han være Dreng hos en Ligkistesnedker, og hvis han bare med et eneste Ord knyede over sin Stilling, eller hvis han nogensinde faldt tilbage paa Sognet, saa blev han straks sendt til Søs, hvor han enten vilde drukne eller faa Pandeskallen flækket, ligesom det nu kunde træffe sig. Denne Underretning modtog Oliver med saa faa Tegn paa Sindsbevægelse, at Direktionen enstemmig erklærede ham for en forstokket lille Slubbert og beordrede Bumble til øjeblikkelig at trække af med ham. Altsaa gav man ham hans Tøj, som ikke var svært at bære, siden det kunde rummes i en Papirspakke paa omtrent et Kvarters Bredde og tre Tommers Tykkelse, han trak sin Hue ned over Øjnene, klamrede sig igen fast til Hr. Bumbles Frakkeærme, og blev saa af denne Hædersmand halet bort til sit ny Lidelses-Sted.
Hr. Bumble trak en Stund af med ham uden at lægge Mærke til ham. Thi som en kommenal Embedsmand bør, holdt Opsynsmanden sit Hoved højt; og da det desuden blæste stærkt, skjultes lille Oliver fuldstændigt af Hr. Bumbles ene Frakkeskød, som Vinden drev tilbage. Først da de nærmede sig til deres Bestemmelsessted, fandt Hr. Bumble det tjenligt at se efter, om Drengen nu ogsaa var i passende Forfatning til at fremstilles for sin Mester. »Oliver,« sagde Hr. Bumble, »faa Huen op fra Øjnene og hold Hovedet i Vejret!«
Skønt Oliver gjorde som befalet, og skønt han med den Haand, han havde fri, strøg sig hurtigt over Øjnene, sad der dog en Taare i dem, da han saa' op paa Opsynsmanden. Hr. Bumble skar en bister Grimasse, — og Taarerne trillede ned over Olivers Kind, den ene efter den anden. Det hjalp ikke, alt hvad han anstrengte sig: selv efter at han med et Ryk havde faaet ogsaa den anden Haand fri og havde faaet ogsaa den op for Ansigtet, trængte Taarerne ustandseligt frem mellem hans smaa, afmagrede Fingre.
»Hæ!« udbrød Hr. Bumble og blev staaende og sendte Drengen et ualmindelig ondskabsfuldt Øjekast; »af alle de utaknemlige og nederdrægtige Vajser, som jeg har truffet, er da du — —!«
»Nej, nej, Herr —!« hulkede Oliver og klamrede sig fast til den af Hr. Bumbles Hænder, som holdt det velbekendte Spanskrør, »jeg vil være artig, Herr —, det vil jeg, Herr —! Men jeg er saa lille, og jeg er saa — saa — —!«
»Saa hvad for nogel?« brummede Opsynsmanden.
»Saa skrækkeligt ene!« jamrede Drengen. »De er allesammen saa haarde ved mig… Aah jeg beder Dem, Herr —, vær ikke saa haard imod mig!«
Hr. Bumble saa' en 4-5 Sekunder ned paa Olivers forknytte og hjælpeløse Ansigt med en vis Forbavselse, rømmede sig støjende et Par Gange, mumlede noget om »en Satans Hoste ogsaa!«, sagde saa til
