21
OLIVER TWIST
tilfældigvis ingen, som kunde have Brug for en Dreng — en kommenal Læredreng, der er en Byrde — ja lad mig sige: en Møllesten om den kommenale Hals? Udmærkede Betingelser, Hr. Sowerberry, udmærkede Betingelser!« tilføjede Hr. Bumble og trommede med Enden af sin Spadserestok paa det Sted af Plakaten, hvor Ordene »Halvfemsindstyve Kroner« stod trykt med kæmpestore Bogstaver.
»Hm,« sagde Bedemanden og tog fat i Hr. Bumbles Uniformsfrakke, »det var jo lige det, jeg vilde have snakket med Dem om. Ser De — men det var dog nogle nydelige Knapper, De der har faaet Dem, Hr. Bumble!«
»Aa ja saamænd, de er ganske pæne,« sagde Opsynsmanden og lod stolt Blikket glide ned over sin Frakkes store Messingknapper. »Vaabnet er det samme som i vort kommenale Segl: den barmhjertige Samaritan, der hjælper Manden, som var falden iblandt Røvere. Direktionen forærede mig dem til Nytaar, og jeg havde dem saamænd paa første Gang til Ligskuet over den Haandværkssvend, De kan huske, som vi fandt liggende død i en Gadedør.«
»Naa—aa, ham? Synets Kendelse lød paa, at han var død af Kulde og af Mangel paa de uundværligste Livsfornødenheder, ikke sandt?«
Hr. Bumble nikkede.
»Og saa sagde Synsmændene nok noget om,« tilføjede Bedemanden, »at hvis Fattiginspektøren havde — —«
»Aah Slidder og Sladder!« afbrød Opsynsmanden ham hidsigt. »Dersom Direktionen skulde bryde sig om alt det Vaas, som saadan nogle uvidende Synsmænd, der ikke har Spor af Begreb om Sædelighed og Samfundsvidenskab — —!« Han knipsede haanligt med Fingrene ud i Luften.
»Nej, begribeligvis!« sagde Bedemanden.
»Jeg vilde bare ønske, at vi kunde faa den Slags Ka'le en fjorten Dags Tid ind til os,« fortsatte Hr. Bumble, »saa skulde De se, hvor Reglementerne og Traktementet skulde faa Bugt med dem!«
»Ja begribeligvis!« forsikrede Bedemanden og smilte stærkt, for om muligt at mildne den kommunale Embedsmands voksende Forbitrelse.
Hr. Bumble tog sin trekantede Hat af, tog et Lommetørklæde frem af Pulden, tørte Forbitrelsens Sved af sin Pande, satte Hatten paa igen, og vendte sig saa om mod Bedemanden og spurgte beroliget: »Naa, hvad var det saa med Drengen?«
»Jo se —,« forklarede Bedemanden, »De ved jo nok, Hr. Bumble, at jeg — svarer ikke saa lidt i Fattigskat, — og saa synes jeg da, at jeg maa være blandt de nærmeste til at — faa noget ud af den, — og — saa mente jeg, at jeg kunde tage Drengen selv.«
Hr. Bumble tog Bedemanden under Armen og trak ham med ind i Fattighuset. Der blev Hr. Sowerberry i 5 Minuter stedt til Avdiens hos Direktionen, og det blev afgjort, at Oliver endnu samme Aften skulde anbringes hos ham »paa Prøve«, — hvilket, naar der er Tale om en Fattighusdreng, vil sige det samme som: at naar Mesteren finder, han kan faa Arbejde nok ud af Drengen uden at behøve at proppe for
