20
CHARLES DICKENS
at anstille foreløbige Undersøgelser om, hvorvidt der skulde være en Kaptajn, som havde Brug for en frænde- og venneløs Skibsdreng. Men da Hr. Bumble saa vendte tilbage for at berette Udfaldet af sin Ekspedition, mødte han lige udenfor Porten ingen ringere end Bedemand, Begravelses-Entreprenør og Ligkistesnedker Hr. Sowerberry.
Hr. Sowerberry var en høj, mager, knoklet Mand i luvslidt sort Tøj, stoppede sorte Bomuldsstrømper samt tilsvarende Sko. Hans Ansigt var af Naturen ikke anlagt for det smilende, men han ytrede dog i Reglen en vis fagmæssig Munterhed. Hans Skridt blev spændstige og hans Aasyn oplivedes, da han gik hen mod Hr. Bumble, og han rystede hjerteligt Hr. Bumbles Haand.
»Jeg har lige været henne og taget Maal af de to Fruentimmere, der døde i Nat, Hr. Bumble,« forklarede han.
»De ender med at blive en rig Mand!« erklærede Opsynsmanden og stak Tommel- og Pegefinger ned i Bedemandens fremrakte Snustobaksdaase, der var en sindrig lille Model af en patenteret Ligkiste. »Jeg siger, De ender med at blive en rig Mand!« gentog han og bankede venskabeligt Hr. Sowerberry paa Skulderen med sin Spanskrørsstok.
»Hum?« mumlede Bedemanden i en Tone, der halvt indrømmede , og halvt betvivlede Sandsynligheden deraf. »De Priser, som Direktionen har sat mig, er skam knebne nok, Hr. Bumble.«
»Ja, det er Ligkisterne ogsaa!« bemærkede Opsynsmanden med netop saa meget af et Smil, som en højtstaaende Embedsmand bør tillade sig.
Hr. Sowerberry kildredes saa stærkt af Vittigheden, som han pligtmæssig burde, og han lo en god Stund. »Naa ja, Hr. Bumble,« sagde han saa, »det kan jo gerne være, at siden det ny Spisereglement blev indført, er Kisterne blevet en Smule smallere og fladere, end som de var før. Men lidt skal man da tjene, Hr. Bumble. Veltørrede Brædder er en kostbar Vare; og alle Jernhankene maa jeg tage ad Søvejen!«
»Aa ja saamænd,« mente Hr. Bumble, »enhver Haandtering kan jo have sine Vanskeligheder; og naturligvis bør der ogsaa tilstaas en passende Profit.«
»Pyh, Prolit!« gentog Bedemanden. »Jeg maa sige Dem, Hr. Bumble, jeg har virkelig en stor Ubehagelighed at brydes med, og det er, at der gaar saa mange svære Folk bort, — ligesaa snart Folk, der har kendt lidt bedre Dage, kommer ind i Fattighuset, saa er de væk! Og De kan stole paa, Hr. Bumble, at en tre, fire Tommer mere i Brædder, end som man har beregnet, den Gang Priserne blev satte, det gør et slemt Hul i Profiten, især naar man har Familie og skal sørge for.«
Da Hr. Sowerberry sagde dette med en forurettet Mands krænkede Mine, syntes Opsynsmanden, at der blev ligesom sat en Plet paa Direktionens Ære, hvorfor han fandt det raadeligst at lede Talen hen paa noget andet. Og da Oliver Twist i Øjeblikket optog ham mest, gav han sig til at snakke om ham.
»Hvad det var, jeg vilde have sagt,« bemærkede han, »De ved da
