221
OLIVER TWIST
»En af vore egne. Hun har lagt sig nye Venner til, og jeg maa have at vide, hvem det er.«
»Ho ho! for at De kan faa Fornøjelsen af at gøre deres Bekendtskab, hvis det er nette Mennesker, hvadbehager? Ja stol De blot paa mig! Naar skal den gaa løs?«
»De skal bare holde Dem parat og lade mig om Resten!«
Seks lange kedsommelige Aftner sad Noah parat, med Støvler paa og forklædt som Fragtkusk. Men hver Aften kom Jøden fortrædelig hjem og sagde, at det nyttede ikke endnu. Endelig Søndag Aften vendte han tidligere tilbage, end han plejede, og var aabenbart stærkt optaget.
»I Aften gaar hun ud,« sagde han , »og jeg er vis paa: i det rigtige Ærinde. For hun har været ene hele Dagen, og den Mand, som hun er bange for, kommer først hjem henad Daggry. Kom saa! Gesvindt!«
Jødens Ophidselse smittede Noah. De skyndte sig afsted gennem en Labyrinth af Gyder og standsede endelig udenfor det Værtshus, hvor Noah havde tilbragt den første Nat i London. Klokken var over 11, Gadedøren var lukket. Men saa snart som Jøden havde udstødt en dæmpet Fløjten, gik Døren lydløst op og lukkede sig lige saa sagte efter dem. Fagin og den unge Jøde, der havde lukket dem ind, tilkendegav ved Tegn Noah, at han skulde kravle op og kigge ind ad den hemmelige Rude i Skænkestuen.
»Er det hende?« hviskede Noah oppe fra Stolen. »Jeg kan ikke se hendes Ansigt. Hun sidder og ser ned i Gulvet, og Lyset staar bag ved hende.«
»Bliv, hvor De er!« hviskede Fagin tilbage, og gav Barney et Vink. Et Øjeblik efter traadte Barney ind i Bagstuen, flyttede Lyset under Paaskud af, at han vilde pudse det, og talte til Fruentimmeret, der sad, for at faa hende til at se op.
»Nu ser jeg hende!« hviskede Noah, »jeg skal mageligt kunne kende hende igen.«
Han traadte hurtigt ned fra Stolen, da Fruentimmeret derinde rejste sig for at gaa. Fagin trak ham med ind bag et Forhæng, der var, og de stod og holdt Vejret, medens Nancy gik tæt forbi dem og blev lukket ud ad Gadedøren.
»Hys!« hviskede Barney henne fra Døren. — »Saa!«
Noah vekslede et Blik med Fagin, og smuttede ud.
»Til venstre!« hviskede Barney. »Hold Dem ovre paa den anden Side Gaden!«
I Skæret fra Lygterne saa' Noah Pigebarnet et Stykke for ude. Han nærmede sig hende (stadig ovre paa den anden Side af Gaden) saa meget, som han fandt raadeligt. Hun saa' sig et Par Gange ængsteligt om, og en Gang blev hun staaende for at lade et Par Mænd, der kom tæt bag ved hende, gaa forbi. Jo længer hun kom frem, desto mere Mod lod hun til at faa, hendes Gang blev sikker og bestemt.
