226
CHARLES DICKENS
slaaet op om Ansigtet. og som bar en Bylt under Armen. Da den fremmede slog Frakken til Side, viste det sig, at det var Sikes.
»Dèr!« sagde Indbrudstyven og smed Bylten paa Bordet. »Se at faa saa meget ud af det, som De kan, for det har voldt mig et Helvedes Bryderi. Jeg tænkte, jeg skulde have været her allerede for tre Timer siden.«
Fagin tog Bylten, lagde den ind i Skabet, lukkede, og satte sig saa. Han talte ikke. Men han stirrede saadan paa Sikes, og hans Læber dirrede, og Ansigtet var saa fortrukket, at Sikes uvilkaarligt rykkede Stolen lidt tilbage og saa' bestyrtet paa ham. »Hvad Fanden er det?« brummede han. »Hvad glor De for? kan De ikke snakke?«
Jøden løftede højre Haand og truede med sin rystende Pegefinger; men han var saa ophidset, at han ikke kunde faa et Ord frem.
»Den Onde tordne mig! han er fra Forstanden!« udbrød Sikes urolig og tog ned i Brystlommen.
»Nej, — nej!« fik Fagin endelig stammet, »det er ikke Dem — ikke Dem, Bill! Dem — har jeg ikke noget — at sige paa!«
»Naa dog ikke!« svarede Sikes med et bistert Blik, og han trak omstændeligt sin Pistol frem og stak den ned i en anden Lomme. »Det var heldigt — for én af os!«
Jøden rykkede sin Stol nærmere hen til hans. »Jeg har noget at sige Dem, Bill, som vil gøre Dem endnu mere fortumlet, end jeg er!«
Sikes saa' spændt paa ham. Men da Jøden stadig ikke talte, greb han ham med sin store Haand i Kraven og ruskede ham dygtigt: »Naa! herut med det, din gamle Kæltring! hører du!«
»Sæt nu, at Fyren, som ligger dèr —,« begyndte Fagin.
Sikes havde ikke hidtil lagt Mærke til Noah. Han bøjede sig nu ned og saa' paa ham, og rettede sig saa igen. »Naa ja?« spurgte han. »Sæt, at han,« fortsatte Jøden, »faldt paa at sladre, — angav os allesammen, — listede sig ud om Natten, — kom sammen med vore værste Fjender — og beskrev, hvordan vi selv er, og hvordan vore Smuthuller er, — og røbede vore Planer — og forraadte, os.... Hører De!« næsten skreg han, med lynende Øjne. »Sæt, at han gjorde alt dèt, hvad saa?«
»Hvad saa?« gentog Sikes med en dundrende Ed. »Hvis der var Liv i ham endnu, naar jeg kom til, saa hakkede jeg hans Hjerne itu med Sinkerne under min Støvlehæl!«
»Men sæt saa, at jeg gjorde det?« hylte Jøden, »eller at Charley, — eller Betzy — eller —?«
»Hvad Fanden brød jeg mig om, hvem det var!« sagde Sikes hidsigt.
Jøden stirrede et Øjeblik paa ham. Saa betydede han ham med et Nik, at han skulde holde sig rolig, bukkede sig ned over Noah og ruskede i ham for at vække ham. Sikes sad med Hænderne støttet mod Knæene, lidt foroverbøjet, og saa' forbavset til.
»Hm!« stakkels Bolter! stakkels Bolter!« sagde Jøden langsomt og saa' op med et Udtryk af djævelsk Forventning: »han er træt, —
