225
OLIVER TWIST
»Ja, Frøken, til dèt Hjem, jeg selv har skabt mig! Lad os nu skilles. Jeg kan blive passet op og set. Hvis jeg har gjort Dem en Tjeneste, saa beder jeg Dem, lad mig gaa! Godnat!«
»Men tag dog i det mindste denne Pung!« bad Frøken Rosa. »Gør det for min Skyld, — saa De dog kan have lidt at ty til, hvis De kommer i Nød!«
»Nej, nej, — jeg har ikke gjort det for Penges Skyld, lad mig have dèt at glæde mig ved! Men — hvis De vilde give mig noget til Erindring om Dem, — noget, som De selv har gaaet med —, nej, ikke Deres Ring! — men Deres Handske — eller Deres Lommetørklæde — Tak! Gud velsigne Dem! Tak! — Godnat! Godnat!«
Der hørtes Lyd af Fodtrin, og straks efter viste den gamle Herre og Frøken Rosa sig oppe paa Broen. »Tys!« udbrød Rosa og blev staaende og lyttede, »jeg syntes, hun kaldte.«
»Nej,« svarede Brownlow og saa' sig trist tilbage, »hun rører sig ikke, før vi er borte!« Og han tog Rosas Arm og drog hende blidt med sig.
Da de var forsvundne, kastede Nancy sig næsten næsegrus ned paa Trappetrinet og hulkede. Saadan laa hun en Stund, saa rejste hun sig og gik med vaklende, usikre Skridt op ad Trappen, bort over Broen. — Den forbavsede Lurer blev staaende et Par Minuter endnu, ubevægelig, op ad Pillen. Saa saa' han sig forsigtigt om, sneg sig op, kiggede atter omhyggeligt til alle Sider, og skyndte sig alt hvad han kunde tilbage til Jødens Hus.
45
Sørgelige Følger.
Det var et Par Timer før Daggry. Nede i sin gamle Hule sad Jøden, saa bleg og fortrukken i Ansigtet og med Øjnene saa røde og blodunderløbne, at han lignede mindre et Menneske end et uhyggeligt, gravklamt, forpint Genfærd. Indhyllet i et gammelt laset Sengetæppe sad han og krøb sammen henne ved den kolde Kakkelovn. Nu og da saa' han et Øjeblik ned paa Noah, som laa' og snorksov paa en Madrats paa Gulvet. For Resten stirrede han ufravendt ind i et næsten nedbrændt Lys, der stod ved Siden af ham paa Bordet, og hvorfra smeltet Tælle løb ned. Den højre Haand holdt han aandsfraværende op til Munden. Han bed i de lange, sorte Negle, og i hans næsten tandløse Gummer saa's da nogle Tandstumper, der lignede en Hunds eller en Rottes.
Pludselig lod hurtige Skridt ude i den stille Gade til at vække ham. Han strøg sig med Haanden over de tørre, feberhede Læber. »Endelig! endelig!« mumlede han.
Der blev ringet sagte. Han listede op til Døren, og kom straks efter ned igen sammen med en Mandsperson, der havde Frakkekraven
