224
CHARLES DICKENS
»Rødt Ar, som af et Brandsaar?« udbrød den gamle Herre.
»Hvad for noget? kender De ham?«
»Jeg tror det næsten…« Og igen lidt efter hørte Spejderen den gamle Herre mumle: »Det maa være ham!«
»Ja,« fortsatte saa den gamle Herre højt og i en hjertelig og indtrængende Tone, »De har nu vist os en vigtig Tjeneste, og vi vilde gerne gengælde Dem den. Hvordan kan vi hjælpe Dem?… Nej, nej! tænk Dem nu om! Hvad kan vi gøre for Dem?«
»De kan ingenting gøre.« svarede Nancy med Graad i Stemmen, »for mig er alt forbi!«
»Saadan maa De ikke tale! Fred i Deres Hjerte — kan De kun selv skaffe Dem, naar De søger den! Men et roligt Tilflugtssted, enten her i Landet eller i et fremmed Land, det kan vi skaffe Dem, og der er ikke noget, vi hellere vil. Der skal De være saa sikker og ukendt, som om De var forsvundet af Jorden, og det lige straks, før Morgenen gryr. Giv nu efter, hører De! bryd med alt det gamle, medens det endnu er Tid!«
»Nej, — nej!« svarede Nancy efter en kort Kamp med sig selv. »Jeg hader og afskyer det Liv, som jeg fører, men jeg kan ikke opgive det… Saa! der er den Angst igen!« tilføjede hun og saa' sig ængstelig om. »Nu maa jeg hjem!«
»Hjem?« gentog Rosa sørgmodigt.
