223
OLIVER TWIST
»Jeg kunde ikke!« svarede Nancy. »Han, Bill, som jeg fortalte Dem om, passede paa mig. Det er saa svært at slippe bort fra ham. Jeg kunde heller ikke være kommen til Dem forrige Gang, hvis jeg ikke havde givet ham Opium, før jeg gik.«
»Var han saa vaagnet, før De kom igen?« spurgte den gamle Herre.
»Nej. Der er heller ingen, der har fattet Mistanke til mig.«
»Vel!« (Det var den gamle Herre, der talte.) »Hør nu efter! Frøkenen her har fortalt mig det hele. Først mente jeg ikke rigtig, De var til at stole paa, men nu tror jeg det. Derfor siger jeg Dem ogsaa rent ud, at vi har besluttet os til at skræmme Monks til at rykke ud med, hvad han véd. Men — men, hvis det ikke kan ske, saa maa De udlevere Jøden til os!«
»Fagin?« udbrød Nancy og traadte et Skridt tilbage. »Det gør jeg ikke, — aldrig! Han er en Djævel og har været værre end en Djævel mod mig, — men jeg gør det ikke!«
»Hvorfor ikke?« spurgte den gamle Herre.
»Det har jeg allerede forklaret Frøkenen,« svarede Nancy bestemt. »Hun vil holde med mig!.... Og saa er der ogsaa dèt, at har han levet som en Kæltring, saa har ogsaa jeg levet som en Kæltring. Der er ingen, der har angivet mig, derfor angiver jeg heller ikke nogen.«
»Naa!« sagde den gamle Herre i en Tone, som om han havde ventet Svaret. »Men saa skaf os fat paa Monks! Jeg lover Dem, der skal ingen anden komme i Forlegenhed; vi vil blot have presset Sandheden ud af ham. Der er formodentlig Ting i Olivers Historie, som det vilde være ubehageligt at faa frem for Offentligheden.«
»Men hvis Monks ikke vil tale?«
»Jøden skal ikke blive stillet for Retten, med mindre De selv har indvilliget deri.«
»Det lover jeg Dem bestemt!« indskød Rosa.
Der blev en lille Pavse. »Og Monks faar heller ikke at vide, fra hvem De har hørt, hvad De ved?« spurgte saa Nancy. — Lidt efter tilføjede hun: »Jeg er vokset op i Løgn fra jeg var Barn, men jeg vil alligevel tro Dem paa Deres Ord!«
Og saa sagte, saa at Lureren næsten ikke kunde høre, gav hun sig til at beskrive Værtshuset »De tre Krøblinger«. Hun fortalte, hvorledes Huset var indrettet, hvordan man bedst kunde holde Øje med det, hvad for Aftener og ved hvilket Klokkeslet Monks plejede at komme der. Af og til standsede hun et Øjeblik, det lod til, at den gamle Herre noterede op, hvad hun sagde. Saa gav hun sig til at beskrive Monks. »Han har tidt Saar paa Læben,« forklarede hun blandt andet, »for han lider af Krampeanfald, og saa bider han sig selv, ogsaa i Hænderne — — Hvad er der!« spurgte hun og brud pludselig af.
Den gamle Herre svarede, at der var ingenting, og bad hende blot blive ved.
»Ja jeg tror forresten ikke, jeg kan sige Dem mere. Jo bi lidt! Han har paa Halsen — man kan se det, naar han drejer Hovedet — et stort —«
