239
OLIVER TWIST
»Men hvor kommer den fra?« spurgte Toby. »Naturligvis har den først været henne i de andre Huler, og da saa dèr var fuldt af Fremmede, rendte den her hen, hvor den jo har været saa tidt. Men hvor kommer den fra?«
»Han« (ingen af dem nævnede Morderen ved Navn) »skulde da vel aldrig have gjort det af med sig selv ?« spurgte Fregne-Tom.
Toby rystede paa Hovedet. Og Kags bemærkede, at i saa Fald vilde Hunden ikke have ligget saa rolig (den var virkelig nu krøbet ind under en Stol og havde lagt sig til at sove). »Nej,« sagde han, »jeg tænker, han er sluppet over til Fastlandet. Og saa har han ladt Hunden blive tilbage.«
Mørket var imidlertid faldet paa. Vindusskodden blev lukket, der blev tændt et Lys. De to sidste Dages slemme Hændelser havde gjort et dybt Indtryk paa dem alle tre, og usikker og farefuld var jo ogsaa Stillingen. De rykkede deres Stole tæt sammen, talte kun af og til og hviskende. Pludselig blev der banket heftigt nede paa Gadedøren. »Naa-aa, det er Charley!« sagde Kags og saa' bistert om paa de to andre for at skjule, at han blev angst. Men der blev banket igen, — og paa den Maade plejede Charley aldrig at banke. Toby gik hen og saa' ud ad Vinduet: han trak straks Hovedet tilbage, rystende over hele Kroppen. Ingen spurgte, hvem det var; de saa' det paa hans blege Ansigt. Hunden havde rejst sig og var løbet hen til Døren og stod og peb.
»Ja,« sagde endelig Toby og tog Lyset, »vi maa vel lukke ham ind! .... Jo vist saa, ind maa han!«
Han gik ned, og kom straks op igen, fulgt af en Person, som havde et Lommetørklæde bundet om Underansigtet og et andet Tørklæde bundet om Panden under Hatten. Personen tog langsomt Tørklæderne af, — Ansigtet var blegt som et Ligs, Øjnene indsunkne, Kinderne hule, Skægstubbene store, Aandedrættet kort og bæst: et Genfærd af Sikes. Han tog med den ene Haand om Ryggen paa en Stol, der stod midt paa Gulvet; men idet han vilde sætte sig, gøs det i ham, og han drejede Hovedet med et Ryk og skottede ængsteligt tilbage. Saa trak han Stolen hen til Væggen, skurede den tæt op imod den, og satte sig.
Ikke et Ord var der blevet talt. Sikes saa' fra den ene til den anden: hver Gang et Blik mødte hans, blev det straks vendt bort. Da han med sin hule Røst brød Tavsheden, gav det et Sæt i de andre. — »Hvordan er Hunden kommet herhen?« spurgte han.
»Alene For en to-tre Timer siden.«
»Der staar i Aftenbladet, at Fagin er blevet snuppet. Er det sandt eller Løgn?«
»Sandt!«
Igen blev der en Pavse. — »Fanden staa i jer!« sagde saa Sikes og strøg sig med Haanden over Panden; »kan I ikke snakke til mig?« — Og da de andre bare flyttede lidt paa sig, men ikke svarede, henvendte han sig direkte til Toby: »Det er jo din Bule her! Har du i Sinde at
