240
CHARLES DICKENS
sælge mig, eller vil du lade mig dække mig, til denne hersens Klapjagt er drevet over?«
Toby trak lidt paa Svaret: »I kan blive her, hvis I mener, det er klogt!«
Sikes gjorde en Bevægelse, som om han vilde forsøge at se op ad Væggen bag ved sig: »Er — Liget — blevet begravet?« spurgte han.
De andre rystede paa Hovedet.
»Hvorfor ikke?« Han søgte igen at se om paa Væggen. »Hvad skal.... saadant noget.... blive liggende for?.... Hvem er dèt, der banker?«
Toby rejste sig og gik ud, idet han med en Haandbevægelse gav at forstaa, at der var ingen Grund til at ængste sig. Straks efter kom han tilbage fulgt af Charley. Sikes sad lige overfor Døren, Charley saa' ham i samme Nu, som han traadte ind. Det gav et Ryk i ham: »Toby!« udbrød han, »hvorfor sagde De mig ikke dèt, før vi gik op? Lad mig komme ind i et andet Værelse!«
»Naa, Charley,« sagde Sikes og rejste sig og gik et Par Skridt frem og rakte Haanden ud, »kender du mig ikke igen?«
»Lad mig i Fred!« svarede Knøsen og rykkede tilbage og saa' rædselslagen paa Morderen: »Umenneske!«
Sikes var blevet staaende, og de to saa' paa hinanden; men saa slog Morderen Øjnene ned.
