247
OLIVER TWIST
»Skulde De maaske have Lyst til ogsaa at hilse paa Pantelaaneren?« spurgte Hr. Grimwig og gik hen mod Døren.
»Nej!« erklærede Madam Bumble. »Naar han (hun pegede paa Monks) har været fejg nok til at bekende, og naar De har faaet pumpet de to Hekse dèr, saa kan jo jeg gerne sige det. Ja, jeg solgte Skravlet, og nu ligger det, hvor ingen kan hitte det. Hvad saa videre?«
»Nej,« sagde Hr. Brownlow, »saa er der ikke videre, — undtagen at vi skal sørge for, at hverken De eller Deres Mand mere faar nogen offentlig Bestilling. De kan gaa.«
»Det er da vel ikke Meningen,« spurgte den bestyrtede Bumble, medens Hr. Grimwig førte de to gamle Kærlinger ud, »at denne kedelige lille Historie kan skaffe mig af med min kommenale Virksomhed?«
»Jo det er det unægteligt,« forsikrede Hr. Brownlow. »Og saa kan De endda sige, at De slipper godt. De var til Stede ved hele Affæren og bærer egenlig Ansvaret. Thi Loven gaar ud fra, at en Hustru handler efter sin Mands Vilje.«
»Ja hvis Loven gaar ud fra dèt,« sagde Hr. Bumble og knugede bebrejdende sin Hat mellem Hænderne, »saa siger jeg, at Loven er et Kvæg —, en rigtig Idiot! Naar Loven ikke har mere Forstand i sig, saa er den en rigtig… Pebersvend! Og jeg vil ønske den det værste, jeg véd, nemlig at den maa faa Øjnene op gennem Erfaring — jeg siger: gennem Erfaring!«… Han satte forbitret Hatten paa, stak Hænderne i Lommerne, og fulgte efter sin Ægtehalvdel.
Hr. Brownlow kom hen til Frk. Rosa. »Ræk mig Deres Haand, Frøken!« bad han. «Nej! nu maa De være stærk! De behøver heller ikke at ængste Dem.... Kender De denne unge Dame?« spurgte han Monks.
»Ja,« lød Svaret.
»Jeg har aldrig set det Menneske....!« indvendte Frk. Rosa skælvende.
»Faderen til den stakkels Agnes Fleming havde to Døtre. Hvad blev der af den yngste, som den Gang var et lille Barn?« forhørte Hr. Brownlow.
»Da Faderen var død,« sagde Monks, »paa et fremmed Sted, under et falsk Navn, uden at efterlade sig det mindste, der kunde lede paa Spor efter, hvem han var, saa tog et Par Husmandsfolk Barnet til sig. Tja, Had er jo undertiden fiffigere end Venskab. Min Moder fandt Barnet, efter at hun havde søgt et Aarstid. Husmandsfolkene, eller i al Fald Manden, var begyndt at blive kede af det. Derfor lod min Moder det blive hos dem, det vil sige, hun lokkede dem til at beholde det, ved nogle ubestemte Løfter for Fremtiden, som hun aldrig tænkte paa at holde. Og for at Barnet skulde faa det værre endnu, bad hun dem passe godt paa: det var kommet af snavs Familie, forklarede hun, — og hun lavede lidt om paa dets Historie. Men saa hændte det desværre, at en rig Enkefrue saa' Barnet og fik Medlidenhed og tog det til sig; det er ogsaa, ligesom hede Helvede har haft sit Spil med os! Et Par Aars-
