246
CHARLES DICKENS
en ret stor Sum Penge for at gøre Oliver til en Kæltring. En Del af de Penge skulde tilbagebetales, hvis Oliver slap bort. I den Anledning var der kommet Strid mellem Fagin og Monks, og dèt var Grunden til, at de to var rejst sammen ud til Fru Maylies Landsted, de skulde se, om det virkelig var Oliver, som var der.
»Naa og nu Medaillonen og Ringen?« tilføjede Hr. Brownlow. Han nikkede til Hr. Grimwig, som straks gik ud og et Øjeblik efter vendte tilbage, skydende Madam Bumble foran sig og trækkende Hr. Bumble efter sig.
»Nej men — ser jeg rigtigt?!« udbrød Bumble i slet hyklet Henrykkelse: »lille Oliver?! Nej, — O—li—ver! Du skulde bare vide, hvor jeg har tænkt paa dig!«
»Hold Mund, din Torsk!« mumlede Madam Bumble.
»Men hvad vil du have, Kone?! forsvarede Bumble sig; »maa jeg ikke blive rørt, naar jeg ser lille Oliver, der har været et kommenalt Barn, og nu sidder her mellem de aller behageligste Damer og Herrer? Jeg elskede den Dreng, tør jeg sige, som han kunde have været min — egen — kødelige — Bedstefader!… Aak, Hr. Oliver! kan De huske den velsignede Gentleman med den hvide Vest? Herre Gud ja! han blev nu forgangen Uge kaldt til Himmels, i en Egetræs Kiste med pletterede Hanke!«
»Vær saa god at se at beherske Deres Følelser!« bed Hr. Grimwig ham af.
»Jeg skal gøre, hvad der staar i min Magt, Højstærede!« svarede Bumble. Og henvendt til Hr. Brownlow tilføjede han: »Hvorledes behager Deres Højærværdighed at befinde sig? Jeg haaber godt.«
Brownlow, som var traadt tæt hen foran det hæderlige Par, svarede ikke, men pegede paa Monks og spurgte: »Kender De den Person?«
»Nej,« svarede Madam Bumble kæphøj. Hvorefter hendes Mand tilføjede: »Har aldrig i mine Dage set ham!«
»Naa ikke?! Saa De har heller aldrig solgt ham noget? Havde De for Eksempel ikke en Gang en lille Medaillon og en Ring…?«
»Jeg forstaar virkelig ikke!« erklærede Madam Bumble. »Har De kaldt os herop bare for at spørge om saadant noget Vaas?«
Atter nikkede Hr. Brownlow til Hr. Grimvig, og atter humpede Hr. Grimwig ud. Denne Gang vendte han tilbage med to gamle gigtbrudne, rystende Kærlinger.
»Ja, De lukkede jo rigtignok Døren den Aften, da gamle Sally døde, men Sprækkerne kunde De da ikke stoppe til!« sagde den ene af Kærlingerne til Madam Bumble, og virrede med sin runkne Haand.
»Nej,« tilføjede den anden og mimrede med de tandløse Kæber og saa' sig om, »nej, dèt kunde hun ikke!«
»Vi hørte det hele,« fortsatte den første, »og vi saa' Dem tage Papiret ud af Haanden paa Liget, og næste Dag saa' vi Dem gaa til Pantelaaneren — — —«
