245
OLIVER TWIST
det selvsamme op ad Vægge og ned ad Stolper, ligesom han ikke var ved sine fulde fem,… hvad jeg forresten heller ikke tror, han var!«
»Men saa det andet Papir?!« indskød Hr. Brownlovv og klappede Oliver, som græd heftigt. »Testamentet?!«
»Ja, ja! nu kommer det!«
»Testamentet,« fortsatte Hr. Brownlow, »var affattet i samme Aand. Min Ven mindedes al den Elendighed, Deres Moder havde bragt over ham, og al Deres tidlige Oprørskhed og Ryggesløshed. Han efterlod Deres Moder og Dem hver en Livrente. Hele sin overskydende Formue delte han i to Dele, hvoraf den ene Del skulde tilfalde Agnes Fleming, den anden Del hendes Barn, saasnart Barnet blev myndigt. Blev det en Pige, skulde hun arve uden nogen som helst Betingelser; blev det en Dreng, skulde Arven kun tilfalde ham, saafremt han ikke, før han blev myndig, havde sat Plet paa sit Navn ved en i den offenlige Mening vanærende Handling. Deres Fader var overbevist om, at Barnet maatte faa sin Moders kærlige Hjerte og rene Tænkemaade. Skuffedes den Forventning, skulde hin Part af Formuen tilfalde Dem: thi kun i saa Fald vilde Deres Fader anerkende, at De havde et ældre Krav paa hans Formue, selv om De intet Krav havde paa hans Godhed.«
»Min Moder,« tog Monks Ordet, »gjorde, hvad vel enhver Kone vilde have gjort i hendes Sted. Hun brændte Testamentet og gemte Brevet. Jomfru Flemings Fader fik af hende, paa passende Maade, Oplysning om, hvorledes det forholdt sig med hans Datter. Skamfuld rejste han bort med sine Børn og skiftede endog Navn, for at ingen skulde kunne finde ham. Hans ældste Datter forlod hemmeligt Hjemmet. Han ledte efter hende Egnen rundt og kom til den Overbevisning, at hun maatte have taget Livet af sig. Natten efter, at han var kommen tilbage, døde han, Folk mente, at han havde selv skaffet sig af Vejen!«
Der blev en lille Pavse, — indtil Hr. Brownlow fortalte videre. »Flere Aar efter kom denne Herres, Edward Leefords, Moder til mig. Hendes Søn havde, atten Aar gammel, forladt hende. Forinden havde han bestjaalet hende for Juveler og Penge, spillet, sviret, skrevet falske Veksler; siden var han flygtet til London, hvor han holdt til med det værste Pak. Hun var dødssyg og vilde se ham, før hun døde. Der blev søgt og søgt, — endelig fandt man ham. Og hun fik ham saa med tilbage til Frankrig.«
»Der døde hun,« sagde Monks. »Og hun indprentede mig til det sidste sit eget brændende Had mod dem, der havde forlokket min Fader. Jeg svor hende til (det var forresten i Forvejen min Hjertens Mening!), at hvis der var kommet Barn af den Forbindelse, og hvis jeg traf det Barn, saa skulde jeg ikke raste, før jeg — til Spot af Testamentets Skvalder — havde faaet ødelagt det og slæbt det til Foden af Galgen… Jeg var da ogsaa godt paa Vej! Og hvis ikke den sluddervorne Tøjte havde været, skulde jeg have ført det igennem!«
Han lagde Armene overkors over Brystet og brummede forbitret en Ed… Imidlertid vendte Hr. Brownlow sig om mod de andre og forklarede, at Fagin (som Monks kendte fra gammel Tid) havde faaet
