244
CHARLES DICKENS
med alle de skumle Vinduer, — uden for Porten stod endnu den selvsamme magre Portner. Det gav uvilkaarligt et Sæt i Oliver, og han rykkede sig tilbage fra Vognvinduet; men det næste Øjeblik lo han igen af sig selv. For det var jo ingen Drøm, at alt var forandret! Vognen kørte op og holdt foran Byens første Hotel, og udenfor paa Trappen stod Hr. Grimwig og tog imod og var lutter Smil og Venlighed og tilbød ikke en eneste Gang at æde sit eget Hoved. Og Værelserne var i Stand, og Maden paa Bordet, det gik altsammen som ved Hekseri.
Alligevel blev alle ved at være tavse og benauede. Hr. Brownlow viste sig ikke ved Middagen. Og de to andre Herrer fo'r med betænkelige Ansigter ud og ind og hviskede hemmelighedsfuldt med hinanden. Tilsidst blev endog Fru Maylie kaldt ud og blev næsten en Time borte og kom tilbage med forgrædte Øjne. Frøken Rosa og Oliver sad imens ene i Stuen, optagne hver af sine Tanker. De vekslede kun nu og da halv højt et Par Ord.
Endelig — Klokken 9 om Aftenen — traadte baade Hr. Grimwig og Dr. Losberne ind, og i Hælene paa dem kom Hr. Brownlow med en Fremmed. Oliver havde nær givet et Skrig fra sig. De andre fortalte, at den fremmede var hans Broder; han selv vidste, at det var den Mand, som han havde truffet i Gæstgivergaarden, og som senere, sammen med Fagin, havde staaet og kigget ind ad Vinduet i hans lille Kammer… Den Fremmede saa' hadsk hen paa Oliver, og satte sig saa lige inden for Døren. Hr. Brownlow, som holdt nogle Papirer i Haanden, gik hen til det Bord, hvorved Frk. Rosa og Oliver sad.
»Ja det er meget pinligt,« sagde han, »men de Tilstaaelser, som i London er blevet underskrevne i flere Herrers Nærværelse, maa, i alt væsenligt, gentages hèr. De véd selv (han vendte sig om mod Monks), hvorfor det er nødvendigt. Altsaa: Drengen (Brownlow lagde Haanden paa Olivers Hoved) er en Halvbroder til Dem, Søn af Deres Fader, min dyrebare Ven Edwin Leeford, og af den stakkels unge Agnes Fleming, som døde straks efter hans Fødsel; og han er født her i Fattighuset.«
»Ja vel,« knurrede Monks, og skulede forbitret hen paa Oliver, »De har jo det hele skrevet op!«
»De skal fortælle, véd De!« svarede Brownlow.
»Naa ja da! — Hans Fader blev syg og døde i Rom. Moder og jeg var rejst dertil for at faa Fingre i hans Formue. Han kendte os ikke igen, før han døde. Blandt hans Papirer var der to, som var skrevet samme Dag han var blevet syg, og som laa i en Konvolut til Hr. Brownlow. Det ene var et Brev til hende, Pigebarnet, som De talte om før. Det var bare Anger og Bønner om Tilgivelse og al den Slags. Der var et Par Maaneder til, at hun skulde føde. Han forklarede, hvad han vilde have gjort for hende; han bad hende huske paa den Dag, da han havde givet hende den lille Medaillon og Ringen, hvorpaa hendes Fornavn stod, og hvor der var ladt Plads aaben til det Navn, som han havde haabet en Gang at kunne skænke hende; han sagde, at hun maatte blive ved at bære Medaillonen ved sit Hjerte; ja og saa gentog han
