25
OLIVER TWIST
Klæde laa spredt paa Gulvet; og paa Væggen bag Disken hang et fornøjeligt Billed, hvor to Bedemandstjenere, med stive Halsbind, stod stillet op udenfor en aaben Dør, medens en Ligvogn med fire sortbetrukne Heste kom kørende. Luften i Butiken var trykkende hed, mættet med Ligkiste-Stank. Og Aabningen under Disken, hvor hans Madras var stukket ind, mindede om en aaben Grav. — Han følte sig saa ene og forladt og saa tung om Hjertet. Da han krøb ind paa sit smalle Leje, ønskede han, at det maatte have været hans Kiste, og at han maatte være blevet lagt i rolig og uforstyrret Søvn ud paa Kirkegaarden, hvor det høje Græs kunde bølge blidt over ham og hvor Klangen af den dybe, gamle Klokke kunde vugge ham i milde Drømme.
Om Morgenen vækkedes han af en vældig Sparken paa Butiksdøren, der gentoges, heftigere og heftigere, vel en Snes Gange, inden han fik Tøjet paa. Først da han tog Sikkerhedskæden fra, holdt Fødderne op at sparke, og en Stemme tog fat i Stedet: »Kan du lukke op, du, hvad?« skreg Stemmen.
»Straks, Hr. —,« svarede Oliver og tog efter Nøglen for at dreje den fra.
»Du er vel den ny Dreng, hvad?« spurgte Stemmen ind gennem Nøglehullet.
»Ja, Hr. —«
»Hvor gammel er du?«
»Ti Aar.«
»Saa skal jeg klø dig, naar jeg kommer ind, din Lemmedreng!« forsikrede Stemmen, hvorefter den gav sig til at fløjte.
Oliver havde saa ofte været underkastet den Behandling, hvortil det nævnte betegnende Enstavelsesord hentydede, at han ikke nærede mindste Tvivl om, at Stemmens Ejermand jo nok vilde vide at indfri sit Løfte paa en passende rundhaandet Maade. Skælvende lukkede han Døren op, og stirrede saa et Par Sekunder op og ned ad og tværs over Gaden. Den ubekendte, som havde talt til ham gennem Nøglehullet, maatte formodenlig være gaaet, for han kunde ikke opdage andre end en tyk Friskoledreng, som sad paa en Afvisersten udenfor Huset og med sin Lommekniv skar en Rundtenom Smørrebrød i Humpler af samme Størrelse som hans Mund, hvilke Humpler han derefter fortærede med megen Færdighed.
»Om Forladelse,« sagde endelig Oliver, da han slet ingen andre kunde faa Øje paa, »var det maaske Dem, der bankede?«
»Jeg sparkede,« svarede Friskoledrengen.
»De skal maaske have en Ligkiste?« spurgte den uskyldige Oliver.
Hertil satte Friskoledrengen et frygtelig bistert Ansigt op og forsikrede, at Oliver skulde selv snart komme til at trænge til Ligkiste, dersom han tiere tillod sig at gøre Halløj med sine Foresatte. »Men du véd kanske ikke, hvem jeg er, din Lemmedreng?« tilføjede Friskoledrengen og rejste sig i ærefrygtindgydende Storhed op fra Afviserstenen. »Jeg er Noah Claypole, og du staar under mig. Rub dig nu og faa Skodderne fra, dit dovne Asen!« Hvorefter Hr. Claypole gav Oliver et Spark og