26
CHARLES DICKENS
gik ind i Boden med en værdig Mine, som gjorde ham megen Ære. Det er altid vanskeligt for en kluntet Yngling med stort Hoved, smalle Øjne og et dumt Fjæs at komme til at se værdig ud, men Vanskeligheden stiger, naar de personlige Yndigheder fuldstændiggøres af en rød Næse og gule Skindbukser.
Da Oliver havde taget Skodderne fra og slaaet en Rude itu, vaklede han bort med Skodderne til en lille bitte Gaard omme paa den anden Side Huset, hvor de plejede at staa om Dagen. Han understøttedes allernaadigst af Noah, som nedlod sig til at hjælpe ham, efter at han først angaaende Ruden havde givet ham den trøsterige Forsikring, at »den fik han nok betalt«. Straks efter viste først Hr. Sowerberry og derefter Madam Sowerberry sig. Og efter at Noahs Spaadom angaaende Ruden var gaaet i Opfyldelse paa Oliver, fulgtes Oliver med bemeldte unge Herre ned i Køkkenet til Morgenmaden.
»Sæt dig herhen ved Ilden, Noah,« sagde Charlotte, »jeg har reddet et godt lille Stykke Skinke til dig af Herrens Frokost. — Oliver! tag og luk den Dør bag ved Hr. Noah, og saa kan du tage det Bras, jeg har sat af til dig dér paa Laaget. Her er din The. Du kan drikke den derhenne paa Kanten af Kassen, men se nu og skynd dig, for du skal op og passe Butiken, hører du?«
»Hører du, din Lemmedreng!« sagde Noah Claypole.
»Gus, Noah! du er dog ogsaa en sær en,« sagde Charlotte. »Kan du nu ikke lade ham passe sig selv?«
»Passe sig selv?« gentog Noah. »Naa-aa, der er vist ikke mange, der generer ham. Hverken hans Fader eller hans Moder vil vist falde ham til Byrde, og hans anden Familje lader ham nok ogsaa gaa som den, han er — hæ, hæ, hæ, hvadbehager, Charlotte?«
»Aa, dit grinagtige Spektakel!« sagde Charlotte og brast i en hjertelig Latter, som Noah istemte. Hvorefter de begge saa' umaadelig haanligt paa stakkels Oliver, som sad og rystede af Kulde henne i den koldeste Del af Køkkenet og fortærede det Affald, der var blevet gemt med særligt Hensyn til ham.
Noah var en Friskoledreng, men ikke et Fattighusbarn. Han var heller ikke Vajse, for han kunde føre sit Stamtræ helt tilbage til sine Forældre, som boede tæt ved: Moderen var Vaskerkone, og Faderen en fordrukken Soldat, der var blevet afskediget med et Træben og en daglig Pension af 2173⁄100 Øre. Læredrengene i Nabolaget havde længe haft for Skik paa offenlig Gade at traktere Noah med saadanne ubehagelige Øgenavne som »Skindbuks« og »Fridreng« , hvilket Noah havde taalt uden at svare. Men nu, da Skæbnen havde ført ham sammen med en hjælpeløs Vajse, hvem selv den usleste turde pege Fingre ad, nu gengældte han det altsammen paa Oliver og med Renter. Dette indeholder et henrivende Stof til Betragtninger over den elskværdige menneskelige Natur, hvis Egenskaber gaar igen uden Forskel hos den fineste Herre og den mest kluntede Friskoledreng.
Da Oliver havde opholdt sig en tre, fire Uger hos Bedemanden, sad denne og hans Madam en Aftenstund, efter at der var lukket, og nød
