30
CHARLES DICKENS
Fruentimmer havde flyttet en Skammel derhen og sad ved Siden af ham. Henne i en Krog saas et Par pjaltede Børn, og inde i en lille Fordybning lige overfor Døren laa der noget under et laset Tæppe. Det gøs i Oliver, da han saa' derhen, uvikaarligt trykkede han sig op til Bedemanden; thi skønt han intet kunde se, havde han dog paa Følelsen, at det var et Lig.
Mandens Ansigt var magert og blegt, Haar og Skæg graasprængt. Kærlingen var stærkt rynket, det Par Tænder, hun havde tilbage, stak frem over Underlæben, Øjnene var underligt klare og lysende. Oliver turde næsten ikke se paa de to Mennesker, — de lignede Rotterne dernede fra Gaden.
»Understaa Dem ikke til at røre ved hende!« skreg Manden og sprang op som en rasende, da Bedemanden gik over mod Fordybningen. »Jeg siger Dem,« fortsatte han, og han knyttede Hænderne og stampede i Gulvet, »jeg vil ikke have hende puttet i Jorden! Ormene vilde bare pine hende, ikke æde hende — saa udtæret som hun er!«
Bedemanden brød sig ikke om hans taabelige Ord, men tog et Maal op af Lommen og lagde sig ned paa Knæ ved Siden af Liget.
»Ja,« sagde Manden og brast i Graad og faldt paa Knæ ved Fødderne af sin døde Hustru, »knæl, knæl ned — knæl allesammen ned hos hende og hør, hvad jeg siger! Hun sultede ihjel, siger jeg! Jeg vidste ikke, hvor daarlig hun var, før Feberen tog hende, og saa stak Benene allerede frem under Skindet paa hende. Her var hverken Ild eller Lys, hun døde i Mørke, — hun kunde ikke en Gang faa sine Børns Ansigter at se, skønt vi hørte hende hviske deres Navne. Jeg tiggede for hendes Skyld paa Gaden, og saa stak de mig i Hullet. Da jeg slap ud igen, var hun ved at dø. Nu er der ikke en Blodsdraabe i mig mere, og hun sultede ihjel. Ved den levende Gud — hun sultede ihjel, siger jeg!« Han rev sig i Haaret og væltede sig med et Brøl om paa Gulvet. Øjnene stod stive i Hovedet, Fraaden stod ham ud af Munden.
De forskrækkede Børn stak i at græde. Men den gamle Kærling, der hidtil havde siddet saa ligegyldig, som om hun var baade døv og blind, truede dem til at tie stille. Hun løste op for Mandens Halstørklæde og rokkede saa hen til Bedemanden. »Det var min Datter,« forklarede hun med et fjollet Smil og pegede med et Nik paa Liget. »Aah Gud jaja, det er løjerligt at tænke sig, at jeg, som allerede var til Aars, da jeg fik hende, skal staa her, mens hun ligger kold og stiv! Aah Gud jajaja, en hel Komedie — lige saa godt som en hel Komedie!«
Bedemanden var færdig og vendte sig om for at gaa.
»Bi lidt, bi lidt!« hviskede hun ivrigt. »Begraver De hende i Morgen eller i Overmorgen? Jeg maa jo følge, forstaar De. Tag og send mig en stor Kappe og rigtig varm, for det er saa bitterlig koldt! Vi skulde jo ogsaa gerne haft Kage og Vin, før vi gik, men det faar nu være, skaf os bare lidt Brød — en Bid Brød og en Drik Vand. Tror De, vi faar lidt Brød, Hr. —?« spurgte hun ivrigt og holdt fast i Bedemandens Frakke.
»Ja naturlig, naturlig,« forsikrede Bedemanden, »det kommer alt-
