29
OLIVER TWIST
der ingen Fare mere var for, at han kunde komme til at falde Sognet til Byrde.
»Naa,« sagde Bedemanden og tog sin Hat, »ja lad os saa se at faa det Stykke Arbejde fra Haanden! Pas Butiken saa længe, Noah!.... Oliver! tag din Hue og følg med!«
De gik en Stund gennem Byens tæt befolkede og stærkt befærdede Gader og drejede saa ind i en ussel og svinsk Gyde. Husene paa begge Sider var store og høje, men meget gamle og beboede af Folk af den aller fattigste Klasse. Nogle faa, lasede Mænd og Kvinder luskede krumbøjede og med Armene paa Ryggen ned ad Fortovet. Mange af Stuelejlighederne havde oprindeligt været indrettet til Butiker, men Døre og Vinduer var nu tilspigrede med uhøvlede Brædder. Rendestenen stod fuld af Mudder, hist og her laa døde Rotter og stank af Raadenskab.
I et af disse Huse famlede Bedemanden sig ind gennem en lang, mørk Gang, efter at han havde sagt til Oliver, at han skulde holde sig tæt bag efter og ikke være bange. De kom ad en faldefærdig Trappe saa højt op, som de kunde, bumsede saa mod en Dør, og dundrede paa den med Knoerne. Døren blev aabnet af et 13—14 Aars Pigebarn. Et Blik ind i Stuen sagde Bedemanden, at det var her, han skulde. Han traadte ind, Oliver fulgte efter.
Der var ikke Ild i Kakkelovnen derinde, men i tankeløs Vane sad alligevel en Mand og krøb sammen henne ved den. Ogsaa et gammelt
