28
CHARLES DICKENS
slag. Og det blev forholdsvis hurtigt afgjort, at Oliver straks skulde indvies i Fagets Hemmeligheder, hvis Aarsag han skulde ledsage sin Husbond ved den allerførste Lejlighed, hvor dennes Tjeneste begæredes.
Lejligheden lod ikke vente paa sig. Thi en halv Time efter Frokost den følgende Morgen traadte Hr. Bumble ind i Boden, stillede sin Spanskrørsstok mod Disken, tog sin tykke Læder-Tegnebog op af Lommen og ledte frem af den en lille Lap Papir, som han derpaa rakte over til Hr. Sowerberry.
»Ah!« sagde Bedemanden og strakte Hals for at se paa Papiret. »Bestilling paa en Ligkiste, hvad?«
»Først paa en Ligkiste og bagefter paa en kommenal Begravelse,« svarede Hr. Bumble og trak Stroppen om Lommebogen, der ligesom han selv var meget førladen.
»Bayton?« spurgte Bedemanden og saa' fra Papirslappen op paa Hr. Bumble. »Det Navn synes jeg aldrig, vi har haft før?«
Hr. Bumble rystede paa Hovedet. »Noget stridigt Pak, Hr. Sowerberry, rigtig noget stridigt Pak — ptøj !« forklarede han. »Vi fik først Besked om dem forleden Aften, og vi vilde aldrig hørt et Muk fra dem, hvis ikke en Kone, der bor i samme Hus, var kommet og havde bedt Direktionen, om den kommenale Dokter ikke maatte se til en Kone, der laa saa meget syg. Dokteren var ude til Middag; men saa tog hans Bydreng, som er en rigtig flink Gut, og flyede dem lige med det samme nogen Mikstur paa en Blanksværteflaske.«
»Det var jo raskt klaret!« bemærkede Bedemanden.
»Ja Gu' var det saa!« bekræftede Hr. Bumble. »Men hvordan tror De, det gik, Hr. Sowerberry? Nu skal De bare høre, saa utaknemligt som det Rak var. Manden sendte uden videre Miksturen tilbage og lod hilse, at det var ikke det, hans Kone trængte til, og derfor skulde hun ikke have den! Hvad giver De?! God, kraftig Mikstur, som Ugen i Forvejen var blevet givet til baade to irske Arbejdsmæud og til en Kulsjover med rigtig fortræffelig Virkning, og som bliver sendt det Rak for ingen Ting i en Blanksværteflaske! Saa lader han hilse, at hun skal ikke tage den!« Og Hr. Bumble slog af Forbitrelse med sin Spanskrørsstok i Disken. »Men nu er hun da ogsaa død, og jo før vi kan faa hende begravet, desto bedre!« Hvorefter Hr. Bumble i et Anfald af kommunal Ivrighed satte sin trekantede Hat forkert paa og marscherede ud af Butiken.
Bedemanden saa' efter ham, til han var forsvunden omkring Gadehjørnet. »Han var saa gal i Hovedet, Oliver,« bemærkede han derpaa, »at han ikke en Gang huskede at spørge til dig.«
»Ja, Hr....« svarede Oliver, som ængstelig havde søgt at skjule sig og som endnu rystede over hele Kroppen ved den blotte Tanke om Hr. Bumbles Forbitrelse. Oliver havde dog ikke behovet at fly fra Hr. Bumbles Aasyn; thi bemeldte kommunale Embedsmand havde dannet sig den Mening, at det vilde være bedst at undgaa Mosjø Oliver, indtil han lovformeligt var blevet bunden til Bedemanden paa 7 Aar, saa at
