32
CHARLES DICKENS
Hovedet, og da han derpaa kom til sig selv igen, ledte de ham ud af Kirkegaarden, lukkede Porten, og gik hver til sit.
»Naa, Oliver,« spurgte Hr. Sowerberry paa Hjemvejen, »hvordan syntes du saa om det?«
»Jo Tak, Hr. —, meget godt!« svarede Oliver noget nølende. »Ikke saadan videre godt.«
»Naa-aa, det vænner du dig nok til, Oliver!« forsikrede Bedemanden. »Det er ingen Verdens Ting, min Dreng, naar man først er blevet vant til det.«
Oliver kunde haft Lyst til at vide, om det havde varet længe, før Hr. Sowerberry blev vant til det. Men han fandt det klogest at lade være at spørge derom.
6.
Oliver forbavser unge Hr. Noah.
Da Prøvemaaneden var forbi, blev Oliver rigtigt antaget i Lære. Det var just saadan en rar sygelig Tid; Ligkister var formelig paa Mode. saa i Løbet af nogle faa Uger fik Oliver en Del Øvelse. Hr. Sowerberrys kløgtige indfald gjorde en Lykke, der overtraf endog den dristigste Forventning. Selv de ældste Folk i Byen mindedes intet Aar, hvor Mæslingerne havde grasseret saa slemt og været saa farlige for Smaafolk; mange var da de Sørgetog, som Oliver anførte med langt, nedhængende Sørgeflor fra Hatten — under ubeskrivelig Beundring og Rørelse hos alle Byens Madamer. Da han tillige fulgte Mesteren paa de fleste af dennes Udflugter med Voksne (for at tilegne sig det Alvor og det Herredømme over Nerverne, der er saa vigtigt for en fuldendt Bedemand), fik han ogsaa rig Lejlighed til at iagttage den Hengivelse i Skæbnen og det Mod, hvormed stærke Naturer kan bære deres Prøvelser eller Sorg.
Om nu disse Godtfolks Eksempel lærte ogsaa Oliver Twist at finde sig taalmodigt i sin Skæbne, vides ikke bestemt. Men saa meget er sikkert, at han i mange Maaneder fandt sig roligt i at blive slet behandlet af Hr. Noah Claypole, som tilmed nu var blevet misundelig, fordi den ny Dreng var blevet forfremmet til sort Marskalkstav og Sørgeflor, medens han selv, skønt ældste Dreng, maatte blive ved den laadne Hue og Skindbukserne. Charlotte var Oliver paa Nakken, fordi Noah var det, og Madam Sowerberry var afgjort hans Uven, fordi Hr. Sowerberry var tilbøjelig til at være hans Ven. Mellem disse tre paa den ene Side og en Syndflod af Begravelser paa den anden Side befandt Oliver sig ikke fuldt saa vel, som hin sultne Gris befandt sig, der ved en Fejltagelse blev lukket inde i Bryggerens Kornmagasin.
En Dag var saa Oliver og Noah ved vanlig Spisetid gaaet ned i Køkkenet for at smause i en lille Stump Lammekød, 1½ Pund af det daarligste Halskød. Da Charlotte i det samme blev kaldt ud, blev der
