38
CHARLES DICKENS
Bakken, naar de kørte bort fra Byen. Han slog ind paa samme Vej, i og da han kom hen til en Marksti, som han vidste førte siden igen ud til Landevejen, fulgte han den og gik rask til.
Ad den selv samme Sti, huskede han godt, havde han travet ved Siden af Hr. Bumble, dengang han blev hentet tilbage fra »Plejemoder«. Vejen førte lige forbi hendes Hus. Hans Hjerte bankede ved Tanken derom, men — det var jo saa tidligt endnu, der var vist ingen Fare for, at nogen skulde kunne se ham. Han kom saa derhen. Ingen lod til at være oppe. Han standsede og kiggede ind i Haven. Jo, der laa en Dreng og lugede et af de smaa Bede, — nu løftede Drengen sit blege Ansigt op: det var en af hans forrige Kammerater. Oliver blev helt glad ved at faa ham at se, før han gik. Thi skønt Drengen var yngre end han, havde de været Venner: de var blevet pryglede og sultede og spærret inde sammen adskillige Gange.
»Hys, Dick!« sagde Oliver, da Drengen kom hen til Laagen og stak sin magre, lille Haand ud mellem Tremmerne. »Er der ingen andre oppe end dig?«
»Nej.«
»Du maa ikke sige, at du har set mig, Dick!« forklarede Oliver. »Jeg løber væk, — de var saa slemme imod mig. Nu vil jeg se at komme igennem et andet Sted, jeg ved ikke selv hvor.... Du ser saa bleg ud, Dick!«
»Doktoren siger, at jeg dør nok snart,« svarede Drengen med et træt Smil. »Det var rart, jeg fik dig at se; men skynd dig nu, skynd dig nu afsted!«
»Ja, Dick!.... Farvel!« svarede Oliver. »Vi træffes nok igen, det er jeg vis paa. Du skal se, du bliver nok rask og fornøjet!«
»Jo, naar jeg først er død !« mente Dick. »Det er nok rigtigt, hvad Doktoren siger, for jeg drømmer saa meget om Himlen og om Englene .... Kys mig!« føjede han til og klatrede op paa den lave Laage og lagde Armen om Halsen paa Oliver. »Farvel, du, Gud velsigne dig!«
Det var første Gang i sit Liv, at Oliver hørte nogen nedbede Guds Velsignelse over ham. Han glemte det aldrig, under alle sit Livs Kampe og Lidelser.
8.
Oliver gaar til London og træffer under Vejs en løjerlig Fyr.
En lang Tid blev Oliver ved at løbe, naar han da ikke netop smuttede om og gemte sig bag Gærderne, af Frygt for at man skulde sætte efter og indhente ham. Først ved Middagstid satte han sig en Stund ved en Milepæl og hvilte sig og tænkte efter, hvor han skulde gaa hen for at skaffe sig Føden.
Paa Milepælen stod der med store Bogstaver, at herfra var der atten Mil til London. Navnet vakte en Række Forestillinger hos ham. London, den store, store By! — hvor ingen — ikke en Gang Hr.
