37
OLIVER TWIST
Han fik Olivers Forbrydelse fremstillet med al den Overdrivelse, som Husets Kvinder fandt bedst skikket til at tirre hans Vrede, og han lukkede i en Fart Døren op til Kulkælderen og trak Oliver ud ved Kraven. Drengens Tøj var flaaet, hans Ansigt forslaaet og forkradset; men hans Kinder blussede, han stirrede hadsk paa Noah, og han holdt sig rank og kæk.
»Du er mig en net Fyr, du!« sagde Hr. Sowerberry og ruskede Oliver og smak ham en paa Øret.
»Noah skældte ud paa Moder!« svarede Oliver.
»Ja hvad saa, dit utaknemlige lille Asen?« skreg Madam Sowerberry. »Hun var værre endnu, end Noah sagde.«
»Det er Løgn!« svarede Oliver. — Hvorefter Madam Sowerberry brast i en Strøm af Graad.
Denne Taarestrøm lod ikke Hr. Sowerberry noget Valg. Havde han blot betænkt sig et Øjeblik paa at revse Oliver strængt, saa vilde han selvfølgelig, efter alle gængse Regler for ægteskabelig Kiv, have været et Dyr, et modbydeligt Kre'tur, et latterligt Misfoster af en Ægtemand osv. osv. Altsaa gav han Oliver saadan en Overhaling, at den endog tilfredsstillede Madamen, og at den virkelig gjorde Hr. Bumbles paafølgende Anvendelse af den kommenale Spanskrørsstok ganske overflødig. Resten af Dagen sad derefter Oliver indespærret i Kulkælderen sammen med en Brødskorpe og et Krus Vand. Ved Aftenstid underholdt Madam Sowerberry ham først med forskellige nedsættende Bemærkninger om hans Moder, lukkede ham saa ud, og befalede ham (medens Charlotte og Noah pegede Fingre og haanede ham) at gaa op og i Seng.
Først nu, da han var blevet ene i Stilheden derinde i Bedemandens uhyggelige Bod, gav han efter for de Følelser, som Dagens onde Medfart fornuftigvis maatte vække hos et Barn. Her, hvor ingen kunde se eller høre ham, faldt han paa Knæ og skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd, saadan som Gud lader os græde i vor bitreste Nød, og som forhaabentlig kun faa Væsner i Olivers Alder har Grund til at græde.
Han laa længe og græd; Lyset var brændt ned i Stagen, da han endelig rejste sig. Han saa' sig forsigtig om, lyttede, listede saa hen til Døren, og aabnede den sagte og kiggede ud.
Det var en kold, mørk Nat. Stjernerne syntes at være meget længere borte, end han nogensinde før havde set. Der rørte sig ikke en Vind. Træernes mørke Skygger hen over Jorden saa' saa dødningeagtige, saa spøgelseagtige ud i den store Stilhed. Han lukkede sagte Døren igen, bandt, ved det sidste Skær fra det udgaaende Lys, sin Smule Ejendom sammen i et Lommetørklæde, satte sig saa paa Bænken, og ventede paa, at det skulde blive Morgen. Lige saa snart den første Lysstrime trængte ind gennem Skoddernes Sprækker, rejste han sig og aabnede atter Døren. Et frygtsomt Blik til alle Sider — et Øjebliks Nølen, — Døren lukkede sig efter ham, og han stod ude paa Gaden.
Der saa' han først til højre og venstre, uvis om, hvad Vej han skulde flygte. Det faldt ham ind, at han havde set Fragtvognene ase sig op ad
