36
CHARLES DICKENS
tag saa Deres Stok og spring hen til Sowerberrys og se, hvad der er at stille op. Men læg nu ikke Fingrene imellem!«
»Nej, Hr. —, det skal jeg ikke,« forsikrede Opsynsmanden, og strøg p med Haanden ned ad den voksede Traad, der til Brug ved kommunale Revselser var snoet om den nederste Ende af Spanskrøret. Hvorefter han og Noah ilsomt begav sig hen til Bedemandens Bod.
Olivers Glubskhed, saaledes som den skildredes baade af Madamen og af Charlotte, var af en saa foruroligende Natur, at Hr. Bumble fandt det klogest at forhandle, før han skred til at aabne Kulkælder-Døren. Altsaa gav han først, som Indledning, Døren et Spark, og holdt derpaa Munden hen til Nøglehullet og sagde i en dyb og ærefrygtindgydende Tone: »Oliver —!«
»Luk op!« svarede Oliver indefra.
»Hører du, hvem der taler til dig, Oliver?« spurgte Hr. Bumble. »Begynder du ikke at blive bange ?«
»Nej!« kom det nok saa kækt.
Et Svar, der var saa vidt forskelligt fra, hvad han havde ventet, og hvad han plejede at høre, kunde umuligt andet end forvirre Hr. Bumble en Smule. Han trak sig tilbage fra Nøglehullet, rettede sig i sin fulde Højde, og saa' i stum Forbavselse fra den ene til den anden.
»Kan De saa se, Hr. Bumble, at han er blevet gal?« spurgte Madam Sowerberry. »Hvor kunde en Dreng, der var blot halvvejs ved sine fulde fem, vove at svare Dem saadan?«
Hr. Bumble var falden i dybe Tanker. »Nej, Madam,« svarede han endelig, »dette her er ikke Galskab, det er Kød!«
»Hvad er det?«
»Det er Kød, Madam, Kød, siger jeg!« gentog Hr. Bumble højtidsfuldt. »De har fo'ret ham for stærkt, De har kunstigt skabt en Sjæl og en Aand i ham, som aldeles ikke passer for hans Stilling. Hvad skal Fattigfolk med Sjæl og Aand? Havde De holdt ham paa Havresuppe, saa var dette her aldrig sket!«
»Aak ja, aak ja!« klynkede Madamen og hævede fromt Øjnene mod Køkkenloftet, »det har man af sin Godhed!« — Saasom al hendes Godhed havde bestaaet i, at hun havde ladt Oliver æde det Affald, som ingen anden gad spise, saa var det virkelig meget selvopofrende af hende, at hun rolig lod Hr. Bumbles uforskyldte Bebrejdelse blive siddende paa sig.
»Naa,« bemærkede Bumble, »men saa vidt jeg kan se, er her nu ikke andet at gøre end at lade ham blive siddende derinde, til Sulten har taget paa ham, og saa slippe ham ud og holde ham paa Havresuppe hele Resten af hans Læretid. Han er af en snavs Familie, Madam Sowerberry. Baade Dokteren og Gangkonen ovre paa Anstalten siger, at hans Moder stod en Nød og Elendighed igennem, som for længe siden vilde have gjort det af med ethvert nogenlunde anstændigt Fruentimmer.«
Oliver, som kunde høre, at der igen blev snakket ondt om hans Moder, sparkede saa voldsomt løs paa Døren, at der ikke blev Ørenlyd mere for et eneste Ord. I det samme kom saa Hr. Sowerberry hjem.
