40
CHARLES DICKENS
endnu. Solen brød frem i hele sin straalende Skønhed, men dens Glans tjente kun til bedre at belyse hans Nød og Forladthed, som han sad dèr, tilstøvet og med blodige Fødder, paa et koldt Stentrappetrin.
Endelig begyndte Skodderne at blive slaaet til Side, Rullegardinerne blev trukket op, der kom Folk i Gaden. Men ingen ofrede ham mer end et flygtigt Blik, og han selv havde ikke Mod til at tigge. Han blev siddende og krøb sammen, undrede sig over, saa mange Beværtningssteder her dog var, saa' efter Diligencerne, tænkte paa, at de kunde let paa faa Timer tilbagelægge den Vej, som han med Opbydelse af alle sine Kræfter havde været en Uge om, — og studsede saa endelig ved at lægge Mærke til, at en Dreng, som for lidt siden var gaaet ham tankeløs forbi, nu var vendt om og stod ovre paa den anden Side Gaden og mønstrede ham skarpt. Tilsidst løftede Oliver Hovedet og mønstrede ogsaa ham. Saa kom Drengen tvers over Gaden, blev staaende ud for ham og spurgte: »Naa, Dengs, hvad er den gal a'?«
Drengen var vel paa Alder med Oliver, men saa løjerlig en Fyr havde han endnu aldrig set. Han var stumpnæset, lavpandet, med et underlig ordinært Fjæs og saa snavset, som nogen Ungersvend kan ønske sig; men han havde fuldstændig en voksen Mands Holdning og Manerer. Han var liile af sin Alder, hjulbenet, havde et Par smaa, stikkende, stygge Øjne. Hatten sad i den Grad paa tre Haar, at den vilde være faldet af. hvis ikke dens Ejermand hvert Øjeblik ved et lille pludseligt Kast med Hovedet havde rykket den paa Plads igen. Han var i en voksen Mands Frakke, der hang ham næsten helt ned til Hælene. Opslagene havde havde han smøget langt op, øjensynligt for at faa Hænderne fri, saa at han kunde stikke dem i Lommerne; og dèr sad de da ogsaa. Kort sagt; fra Top til Taa en kæphøj, forsoren Vagabond paa vel en fire Fods Højde.
»Hvad er den gal a', Dengs?« spurgte den løjerlige Fyr.
»Jeg er saa sulten og træt,« svarede Oliver med Taarer i Øjnene. »Jeg kommer langvejs fra, — jeg har maattet gaa en hel Uge.«
»Maattet gaa en hel Uge?« gentog den unge Kavaler. »Oho — jeg forstaar — efter Parykblokkens Ordre? — — Naa, du véd ikke, hvem Parykblokken er? tilføjede han, da Oliver saa' forbavset paa ham. »Fredsdommeren, din Grønskolling! Naar man gaar efter hans Ordre, saa kommer man aldrig fremad, men immer bare op og ned. Var du i Møllen?«
»Møllen?« spurgte Oliver.
»Javel — Trædemøllen, — som Gavtyvene kommer i!.... Naa, men kom nu her og bliv fo'ret af! Svært mange Krus har jeg jo ikke, men saa langt de kan række, trækker jeg i Spenderebukserne. Ja, let saa paa dig, lad det nu gaa lidt villigt!«
Han hjalp Oliver at rejse sig, og gik først med ham hen til en Spækhøker, hvor han købte noget Skinke og et Brød. Med Brødet under Armen førte han saa sin Gæst hen til en lille Knejpe og ind i Skænkestuen, som vendte ud til Gaarden. Her blev efter hans Bestilling et
