42
CHARLES DICKENS
lod til at bestaa af Unger, der endnu saa sent paa Aftenen smuttede ud og ind ad Døre eller vrælte indenfor. Kun Knejperne syntes at florere, og inde i dem hørte man Irlændere slaas under Skrig og Skraal … Oliver tænkte saa smaat paa, om han ikke heller skulde se at stikke af. Men i det samme greb hans Ledsager ham i Armen, skød Døren op til et Hus i Enden af Gyden, trak Oliver med sig ind, og lukkede Døren efter sig.
»Hvem dèr?« skreg en Stemme. efter at Rævetampen havde fløjtet.
»Bonde og Styrvolt!« svarede Rævetampen.
Det lod til at være et Slags Stikord om, at alt var i Orden. Thi det svage Skær af et Lys skinnede frem paa Væggen nede i Enden af Gangen, og en Mands Hoved kiggede frem fra Nedgangen til en Slags Køkkentrappe.
»Er I to?« spurgte Manden og holdt Lyset længere frem og skyggede med Haanden over Øjnene. »Hvem er den anden?«
»En ny Fanger,» svarede Jack Dawkins og trak Oliver med sig.
»Hvor kommer han fra?«
»Fra Grønland… Er Fagin deroppe?«
»Ja, han glatter Lommetørklæder. Gaa kun!« Og Lyset og Ansigtet forsvandt.
Oliver famlede sig frem med den ene Haand, med den anden holdt han fast ved sin Ledsager. Besværligt kravlede han op ad den mørke og sammensunkne Trappe, hvorimod Jack bevægede sig med en Sikkerhed og Hurtighed, som viste, at han var hjemme. Saa stødte Jack Døren op til en Bagstue og trak Oliver med sig ind.
Loft og Vægge derinde var sorte af Snavs og Røg. Foran Ildstedet stod et Bord, hvorpaa et Lys i en Ølflaske, et Par Tinkrus, Smør og Brød samt et Fad. Paa en Pande henne over Ilden stegtes nogle Pølser; og bøjet ned over dem, med en stor Gaffel i den ene Haand, stod en gammel rynket Jøde, hvis hæslige Gavtyvefjæs skjultes halvt af et uredt rødt Haar. Han var iført en fedtet vatteret Slaabrok, havde bar Hals og lod til at være i lige høj Grad optaget af Stegepanden og af et Klædestativ, hvorpaa hang en Mængde Silkelommetørklæder. Paa Gulvet var redt Side om Side en Slags Senge af gamle Sække; omkring Bordet sad en fire, fem Drenge, hvoraf ingen var ældre end Rævetampen, men som alle røg af lange Piber og drak Brændevin, som om de var voksne Karle. Medens Rævetampen hviskede med Jøden, flokkedes Drengene om Oliver og grinte til ham.
»Det er ham der, Fagin,« sagde Jack Dawkins, »min Ven Oliver Twist!«
Jøden grinte ogsaa, bukkede næsten ydmygt for Oliver, tog ham i Haanden og haabede paa Æren af et nærmere Bekendtskab. Derefter trykkede de unge Kavallerer med de lange Piber hans Hænder, — særlig da den Haand, hvori han holdt sin lille Byldt. En af Fyrene vilde endelig hænge hans Hue op for ham, og en anden var saa elskværdig at stikke Hænderne ned i hans Lommer, for at han ikke selv skulde behøve at have Ulejlighed med at tømme dem, før han gik til Sengs. Og
