49
OLIVER TWIST
et Par Skridt, men vidste saa ikke, enten han skulde gaa frem eller tilbage, og blev altsaa staaende, i maalløs Forundring.
Den gamle Herre saa' meget pæn ud, med pudret Haar og Guldbriller; han var i en grøn Klædes Frakke med en Fløjls Krave og i hvide Benklæder og havde en lille Spanskrørsstok under Armen. Fra en af de aabne Bogkasser havde han taget en Bog, og stod nu og bladede og læste i den saa ivrigt, som om han kunde have siddet hjemme i en Lænestol i sit Studereværelse. Alle hans Tanker var ved Bogen, han saa' aabenbart hverken Bogladen eller Torvet eller Drengene eller noget som helst. — Hvor harmfuld og forskrækket blev saa ikke Oliver, da han pludselig saa' Rævetampen stikke Haanden ned i denne gamle Herres Lomme. Den gamle Herres Lommetørklæde blev trukket op, og det blev rakt til Charley, hvorefter begge Drengene pilte afsted og forsvandt omkring Gadehjørnet.
I samme Nu begreb Oliver, hvorledes det alt hang sammen: Lommetørklæderne, Uhrene, Parykkerne, Jøden! Blodet fo'r ham op i Kinderne, saa det var, som om han befandt sig i en gloende Ovn. Saa — fortumlet og forfærdet — fik han Benene paa Nakken og løb sin Vej. Alt det havde knap taget et Minut. I samme Øjeblik tog den gamle Herre ned i sin Lomme, mærkede, at Lommetørklædet var væk, og gjorde kort omkring. Da han saa' Oliver kile af, troede han naturligvis, at han var Tyven. »Stop Tyven!« skreg han; og med Bogen i Haanden satte han efter ham.
Men han var ikke ene om at skrige. Rævetampen og Charley havde ikke turdet udsætte sig for at vække Mistanke ved at blive ved at piske ned ad Gaden, de var altsaa blot smuttet ind i den første Gadedør omkring Hjørnet. Da de nu hørte Raabet og saa' Oliver rende, kom de sporenstregs frem og skreg ligeledes »Stop Tyven!« og deltog som gode Borgere i Forfølgelsen. Selvopholdelsesdriften skal være den stærkeste Drift. Dersom Oliver havde vidst dèt, vilde han maaske ikke have ladt sig overraske. Men nu, da han ikke vidste det, blev han blot dobbelt bestyrtet, og som en Hvirvelvind strøg han ned ad Gaden, med den gamle Herre og Drengene rendende og skraalende bag efter sig.
»Stop Tyven! Stop Tyven!« Der er som en Trolddom i det Raab. Hundreder af Mennesker istemmer det efterhaanden, og Hoben, som stimler sammen, vokser ved hvert Gadehjørne. Afsted farer den, plaskende gennem Vandpytterne og klaprende hen ad Stenbroen; op smækkes Vinduer, ud styrter Folk. »Stop Tyven! Stop Tyven!« Hos os alle slumrer der en Lidenskab efter at gøre Jagt, paa nogen eller noget. Et stakkels forpustet Barn, gispende af Udmattelse og med Ansigtet forvredet af Skræk, anspænder hver en Muskel for at slippe bort fra sine Forfølgere; de vinder mer og ind paa ham, de gotter sig ved at opdage, at hans Kræfter tager af, og de skriger og skraaler dobbelt iltert »Stop Tyven!« — Ja stop ham for Guds Skyld, det er jo den rene Barmhjertighed!
Oliver blev stoppet, af et ordenligt Nakkedrag. Der ligger han paa Stenbroen, mens Hoben presses tæt sammen om ham; hver ny, som
