76
CHARLES DICKENS
helt overvældet ved Tanken om, at de Tilstedeværende ansaa ham for en Kæltring. Mørket var faldet paa, ingen Hjælp var i Nærheden, Modstand var umulig. Det næste Øjeblik blev han saa slæbt ind i et Virvar af skumle Gaarde og blev trukket igennem dem saa hastigt, at de enkelte Raab om Hjælp, som han dristede sig til at udstøde, blev ganske uforstaaelige. Men selv om de havde været forstaaelige, vilde forresten ingen have ændset dem.
Gadelygterne var tændte. Madam Bedwin stod angst og stirrede i den aabne Gadedør; Tjenestepigen var vist en Snes Gange rendt hen til Hjørnet for at se, om Oliver ikke var til at opdage; og inde i den mørke Dagligstue sad stadig de to gamle Herrer, med Uhret imellem sig, og ventede tavse.
16.
Hvordan det saa videre gik Oliver.
Fra snevre Gaarde og Gyder kom man omsider ud paa et Torv. Da det unge Fruentimmer ikke lod til at kunne gaa saa hurtigt længer, sagtnede Hr. Sikes Farten, vendte sig om til Oliver og befalede ham bistert at række Nancy Haanden. — »Og saa mig den anden?« tilføjede han og snappede den Haand, som Oliver havde fri.... »Halløj, Bulbider!«
Hunden saa' op og knurrede.
»Forstaar du, min Dreng!« forklarede Hr. Sikes den og pegede med sin anden Haand paa Olivers Strube: »Bare han giver et Kny fra sig, saa snupper du ham — her! Har du forstaaet mig?«
Hunden knurrede igen og saa' op paa Oliver og slikkede sig om Flaben, som om den var ked af, at den ikke maatte bide til straks.
»Fanden skal slaa mig, er den ikke saa villig som en kristen Sjæl!« erklærede Sikes og saa' paa Dyret med en Slags blodtørstig Anerkendelse. — »Naa,« tilføjede han saa til Oliver, »nu ved du, hvad der venter dig, Mosjø! skraal du saa væk, som du har Lyst: Hunden skal snart tage Pippet fra dig!… Afsted, Hundetamp!«
Bulbider logrede med Halen til Tak for den usædvanligt venlige Tiltale, og gik saa foran, efter at den endnu en Gang havde opvartet Oliver med en advarende Knurren.
Aftenen var mørk og taaget; Lyset fra Butikslamperne trængte næsten ikke ud gennem det tykke Mørke, der syntes at blive tættere og tættere og at skjule Husene som bag et Slør… Da de havde gaaet nogle faa Skridt, begyndte en dump Kirkeklokke at slaa hel. Straks ved det første Slag standsede baade Sikes og Nancy og vendte Hovedet ad den Kant, hvorfra Lyden kom.
»Den slog 8, Bill!« sagde Nancy, da Klokken var holdt op at slaa.
