77
OLIVER TWIST
»Tror du ikke, jeg har Øren, saa jeg selv kan høre?« brummede Sikes.
»Monstro ogsaa de kan høre det?« sagde Nancy.
»Naturligvis kan de det. Det var Markedsdag, den Gang jeg blev puttet ind, og der var ikke en Skillingstrompet paa Markedet, uden at jeg kunde høre den trutte. Da de havde lukket af for mig om Aftenen, gjorde Spektaklet her udenfor det saa stille i det Satans gamle Hundehul, at jeg havde haft mest Lyst til at rende Panden i Smadder mod Jernstængerne i Døren.«
»Stakkels Fyre!« mumlede Nancy, stadig med Ansigtet vendt ad den Kant, hvorfra Lyden var kommet. »Det var dog saadan' nydelige unge Mennesker, Bill!«
»Javel, det er den sædvanlige Fruentimmer-»Sludder!« brummede han. »Hm! nydelige unge Mennesker?! Hæ, de er da godt som døde nu, saa det har jo ikke videre paa sig!«
Med denne trøsterige Udsigt lod Hr. Sikes til at kvæle en vaagnende Skinsyge, tog derpaa fastere om Haandleddet paa Oliver, og befalede ham at gaa til.
»Bi et Øjeblik!« sagde Nancy. »Jeg vilde ikke piske saadan forbi, hvis det var dig, Bill, der skulde ud og hænges, naar Klokken slaar 8 næste Gang. Jeg vilde blive ved at gaa og gaa her udenfor, til jeg styrtede om, selv om saa Jorden laa fuld af Sne, og jeg ikke havde saa meget som et Sjal over mig!«
»Hvad skulde det gøre godt for?« spurgte den ufølsomme Hr. Sikes. »Dersom du ikke kunde faa en Fil ind til mig og en halv Snes Favne godt, stærkt Hampereb, saa enten du gik 20 Mil, eller du slet ikke gik, det var sgu mig lige kært! Kom nu og lad være' og staa der og præk!«
Pigebarnet slog en kort Latter op og trak Sjalet tættere sammen om sig, og de gik igen. Men Oliver kunde mærke, at hendes Haand rystede; og da de kom forbi en Gadelygte, og han skottede op paa hende, saa' han, at hun var bleg som et Lig.
De gik en god halv Timestid gennem skumle og lidet befærdede Gader. Tilsidst drejede de ind i en snæver Gyde, fuld af Marskandiserboder. Hunden, der nu løb lidt i Forvejen, blev staaende udenfor en tilsyneladende lukket og ubeboet Butik. Huset var forfaldent, et Brædt ovenover Døren, som meddelte, at det var at faa til Leje, lod til at have hængt der allerede i mange Aar.
Hr. Sikes saa' sig forsigtigt om: »Gaa an!« sagde han saa. Nancy bukkede sig ned under Vinduesskodderne, og Oliver hørte Lyden af en Klokke. Derefter gik de over paa den anden Side af Gyden og stod nogle Øjeblikke under en Lygte og ventede. Saa lød det, ligesom et Vindu blev listet op, og straks efter aabnedes Døren ganske stille. Hr. Sikes greb den fortumlede Oliver i Kraven, alle tre traadte hurtigt ind. Der var bælgmørkt i Gangen. De blev staaende, indtil den Person, som havde lukket dem ind, havde faaet laaset og stænget Døren. »Er her nogen?« spurgte saa Sikes.
»Nej,« svarede en Stemme, som Oliver syntes, han skulde kende.
