82
CHARLES DICKENS
ser ikke altid paa Roser! Det kommenale Liv, Madam,« tilføjede han og trommede med Spanskrørsstokken paa Bordpladen, »har fuldt op af Bryderi og Besvær og Forfølgelser. Men naar man nu engang er en offenlig Personlighed, om jeg saa maa sige, saa maa man jo finde sig i at blive forfulgt.«
Madam Mann forstod ikke rigtigt, hvad Opsynsmanden mente, hvorfor hun indskrænkede sig til at løfte Hænderne mod Himlen, sætte et medfølende Ansigt op og sukke.
»Ja, Madam Mann, De maa nok sukke!« erklærede Bumble tilfredsstillet og kvalte et selvbehageligt Smil ved at laane den trekantede Hat et strængt Øjekast. »Jeg gaar til London, Madam Mann!«
»Jøsses dog, Hr. Bumble!« udbrød Madamen perpleks.
»Til London, Madam Mann!« gentog den ubøjelige Opsynsmand; »med Diligencen. Jeg og saa to Fattiglemmer, Madam Mann. Der er kommet Strid om Forsørgelsespligten, og Direktionen har udvalgt mig — mig, Madam Mann, — til at afgøre Sagen med Øvrigheden derinde. Jeg skulde tage meget fejl,« tilføjede han og rettede sig i Stolen, »om ikke Øvrigheden derinde kommer slemt i Suppedasen, inden den bliver færdig med mig.«
»Nu maa De heller ikke være for stræng imod den, Hr. Bumble!« bad Madamen indsmigrende.
»Det er dens egen Skyld, Madam Mannie svarede Bumble. »Hvis Øvrigheden derinde slipper værre fra det, end den maaske havde tænkt, saa kan den takke sig selv for det!«
Der var saa megen hensynsløs Fasthed i Hr. Bumbles truende Tone, at Madamen lod til at blive rent betuttet. Endelig sagde hun: »Gaar De med Diligencen, Hr. Bumble? Jeg troede, de plejede at sende Fattiglemmerne med Fragtvognen?«
»Nej, det er kun, naar de er syge og det er Regnvejr, saa lader vi dem gaa med aaben Vogn, for at de ikke skal forkøle sig. Disse her to tager den ny Diligence med til halv Pris!… Naa men« (Hr. Bumbles Blik var tilfældigt igen faldet paa hans trekantede Hat) »lad os nu ikke glemme vore Forretninger, Madam Mann! Her er Deres kommenale Løn for denne Maaned.«
Han tog Sølvpenge og et Stykke Papir frem af sin Tegnebog, udbad sig og fik Kvittering, og spurgte saa, hvordan Børnene havde det.
»Aa Gud velsigne de søde Unger !« svarede Madamen, »de har det saa godt, som de kan. Det vil sige, med Undtagelse af de to, der døde forgangen Uge, og saa lille Dick.«
»Er det ikke bedre med ham endnu?« spurgte Bumble krænket. »Det er dog ogsaa en nederdrægtigt ondskabsfuld kommenal Dreng! Hvor er han?«
Dick blev omsider fundet, og efter at han havde været under Posten og var blevet tørt med Madam Manns Forklæde, blev han stedet for Bumbles strænge Aasyn. Han var bleg og udtæret, Kinderne indfaldne, Øjnene store og klare.
