83
OLIVER TWIST
»Hvad er der i Vejen med dig, du kommenale Dick?« spurgte Bumble med sømmelig Lystighed.
»Ingenting, Herre,« svarede Drengen sagte. »Jeg vilde blot gerne have —«
»Hvadbehager?« faldt Madamen ind, »vil du paastaa, at du ikke faar, hvad du trænger til? Saadant et nederdrægtigt, infamt…!«
»Stille, Madam Mann, stille!« sagde Bumble og løftede myndigt Haanden. »Hvad var det, du gerne vilde have, Dreng?«
»Jeg vilde gerne have,« forklarede Barnet, »at En, som forstaar at skrive, skulde sætte noget op for mig paa et Stykke Papir, der kunde blive sendt til Oliver Twist, naar jeg er død. Der skulde staa, at jeg tidt har grædt ved at tænke paa, at han saadan maatte flakke om i de mørke Nætter uden at have noget Tilhold. Og saa vilde jeg ogsaa gerne fortælle ham, at jeg er glad ved, at jeg skal dø, mens jeg er lille: for hvis jeg havde levet, til jeg var blevet stor, saa vilde maaske min lille Søster oppe i Himlen slet ikke have kunnet kende mig igen, naar hun saa' mig.«
Hr. Bumble mønstrede i ubeskrivelig Forbavselse den lille Dick fra Top til Taa, og vendte sig saa om til Madam Mann: »Der har vi Historien igen!« sagde han, »det er denne nederdrægtige Oliver, der har ødelagt alle Børnene! Det maa meldes til Direktionen!… Tag ham væk,« tilføjede han og pegede paa lille Dick, »jeg kan ikke holde ud at se paa ham!«
Dick blev øjeblikkelig ført ud og spærret inde i Kulkælderen. Lidt efter vandrede Hr. Bumble tilbage til Fattighuset.
Men næste Morgen Kl. 6 tog Hr. Bumble en rund Hat i Stedet for den trekantede, indhyllede sin Person i en blaa Kavaj med Slag, og anbragte sig paa Diligencens Yderpladser sammen med de to forbryderiske Fattiglemmer. I deres Selskab ankom han rigtigt til London, uden at have lidt andre Ubehageligheder undervejs, end at de forhærdede Fattiglemmer uopdragent sad og rystede og klagede over, at de frøs. Han skilte sig nu hurtigt af med disse ildesindede Personer, satte sig til Bords i Gæstgiverstedet, og indtog en beskeden Middag, bestaaende af Steg, Østers og Porter. Derefter flyttede han sin Genevertoddy hen paa Kamingesimsen, rykkede sin Stol derhen, fortabte sig i nogle moralske Betragtninger over, hvorfor saa mange Mennesker dog altid skulde give ondt af sig og være misfornøjede, og gav sig endelig, sindigt og velbehageligt, til at se i Avisen. Men det aller første, hans Blik faldt paa, var følgende Bekendtgørelse:
Da en lille Dreng ved Navn Oliver Twist i Torsdags Aftes er gaaet eller blevet lokket bort fra sit Hjem i Pentonville og ikke siden har været til at opspørge, udloves ovennævnte Sum til den, som giver saadanne Oplysninger, at nævnte Oliver Twist kan blive fundet eller at man erholder nærmere Besked om hans tidligere Liv.
