84
CHARLES DICKENS
Derefter fulgte en nøjagtig Beskrivelse af Olivers Udseende, Paaklædning og Forsvinden, samt Hr. Brownlows fulde Navn og Adresse.
Bumble spærrede Øjnene op, læste tre Gange Bekendtgørelsen langsomt og opmærksomt igennem, og var knap fem Minuter efter paa Vej ud til Pentonville. I sin Ophidselse havde han endog ganske glemt Genever-Toddyen.
»Er Hr. Brownlow hjemme?« spurgte han Pigen, som lukkede op.
Pigen gav det ikke usædvanlige, noget undvigende Svar: »Jeg véd ikke, — hvem skal jeg melde?« Men næppe havde Bumble til Forklaring af sit Ærinde nævnt Olivers Navn, før Madam Bedwin, der havde staaet og lyttet med Dagligstudøren paa Klem, kom farende ud i Gangen: »Værsaagod, værsaagod!« sagde hun og græd af Sindsbevægelse. »Jeg vidste jo nok, at vi maatte høre fra den lille Stakkel! Aa Gud velsigne ham! det er jo dèt, jeg hele Tiden har sagt!«
Pigen kom tilbage og viste Hr. Bumble ind idet lille Studereværelse, hvor Hr. Brownlow og hans Ven Grimwig sad, med Karaffe og Glas foran sig paa Bordet. Hr. Grimwig mønstrede skarpt den Nyankomne, og udbrød saa pludselig:
»En Opsynsmand, en kommunal Opsynsmand! eller jeg vil æde mit eget Hoved!«
»Saa! forstyr ham nu ikke!« bad Hr. Brownlow. »Værsaagod og sæt Dem!«
Hr. Bumble satte sig, noget betuttet over Hr. Grimwigs løjerlige Opførsel. Hr. Brownlow flyttede Lampen lidt, saa han bedre kunde se sin Gæst, og spurgte en Smule utaalmodigt: »Naa, De kommer altsaa i Anledning af det Avertissement, jeg har indrykket?«
»Og De er kommunal Opsynsmand, ikke sandt?« tilføjede Hr. Grimwig.
»Jo, Højstærede, jeg er kommenal Opsynsmand!« svarede Bumble værdigt.
Hr. Brownlow virrede med Hovedet, for at bede sin Ven tie stille, og spurgte igen Bumble: »De vèd altsaa, hvor den stakkels Dreng er?«
»Nej, det véd jeg ikke!« erklærede Hr. Bumble.
»Ikke det? Men hvad véd De da? Tal, tal, bedste Mand, hvis De har noget at fortælle! Hvad véd De?«
»De véd maaske ingentíng?« spurgte Hr. Grimwig spydigt, efter at han nøje havde gransket Opsynsmandens Ansigt.
Hr. Bumble rynkede majestætisk Pande, lagde Hatten fra sig, knappede sin Kavaj op, bøjede Hovedet dybsindigt, og begyndte endelig at fortælle. Meddelt med hans egne Ord vilde Historien falde noget langtrukken, for han brugte en Snes Minuter til at berette den. Men det væsenlige Indhold var: at Oliver var et Hittebarn, født af usle og lastefulde Forældre, at han lige fra Fødslen havde være lumsk og utaknemlig og ondskabsfuld, at han havde sluttet sin korte Tilværelse paa Fødestedet med et lumpent og blodtørstigt Anfald paa en uskyldig Kammerat, og at han derpaa ved Nattetid var løbet bort fra sin Mester. Til Bevis for, at Bumble selv var den Person, som han udgav sig for, frem-
