91
OLIVER TWIST
Jøden — om til deres egen eller til Olivers Uddannelse maatte vel Fagin vide. Til andre Tider fortalte den Gamle dem om Tyverier, som han i sine yngre Dage havde begaaet, og han krydrede sin Fremstilling med saa mange Pudsérligheder, at selv Oliver ikke kunde bare sig for at le. Kort sagt, den snu Jøde havde sine Garn ude. Efter at han ved Ensomheden og Mørket havde forberedt Olivers Sind til at foretrække et hvilket som helst Selskab for den blotte Omgang med egne triste Tanker paa et saa sørgeligt Sted, dryppede han nu i hans Sjæl en sort Gift, som han haabede skulde trække ind i den og for bestandig forandre dens Farve.
19.
En vigtig Plan.
En kold, klam, blæsende Aften knappede Jøden sin Kavaj tæt om sig, slog Kraven op, saa den skjulte hele hans Underansigt, og dukkede frem af sin Hule. Han blev staaende udenfor, til Gadedøren var blevet laaset og stænget efter ham og til Drengenes Fodtrin derinde ikke længer kunde høres. Saa spejdede han fotsigtigt omkring, skraaede over paa den anden Side, og luskede afsted, saa hurtigt han kunde.
Stenbroen var skjult af Mudder, en tyk Taage hang over Gaderne; Regnen støvede ned uafbrudt, alt var vaadt og koldt. Det var rigtig en Aften for Jøden til at røre sig i. Saadan som han listede afsted der langs Husrækkerne, lignede han et hæsligt Kryb, der var avlet i Mudderet og Mørket, og som nu ved Aftenstide kravlede frem for at se at opsnuse sig et Maaltid velsmagende Affald.
Han gik gennem mange og krumme Gader og kom til sidst ind i et Virvar af usle og skidne og overbefolkede Gyder. Imidlertid var han aabenbart altfor hjemmevant her, til at han skulde have Vanskelighed ved at finde Vej. Hurtigt luskede han gennem Gaarde og Gange og kom endelig ind i én, hvor der kun helt nede for den anden Ende brændte en eneste Lygte. Her bankede han paa en Gadedør, vekslede halvhøjt et Par Ord med den, som lukkede op, og gik saa op ad en Trappe. Da han tog om Dørgrebet, knurrede en Hund indenfor, og en Mandfolkestemme spurgte om, hvem det var.
»Det er bare mig, Bill, bare mig, min Ven!« sagde Jøden og stak Hovedet ind ad Døren.
»Skrub saa ind med Dem!« sagde Sikes… »Læg dig, dit Kvæghoved! kan du ikke kende Fanden, fordi han er kommen i Kavaj?«
Hunden havde aabenbart ladt sig skuffe af Fagins Overtøj; for efter at Jøden havde faaet Kavajen af, trak den sig tilbage til sin Krog, og undervejs derhen tilkendegav den ved en svag Logren med Halen, at den var saa tilfreds med Besøget, som dens Temperament overhovedet tillod den at være.
