92
CHARLES DICKENS
»Naa?« spurgte Sikes.
»Ja, min Ven!« sagde Jøden. »Godaften, Nancy.«
Han udtalte denne sidste Hilsen lidt forlegent, som om han ikke var vis paa, at den vilde blive vel modtaget. Sagen var, at han havde ikke truffet sin unge Veninde siden hin Aften, da hun slog et Slag til Fordel for Oliver. Men den unge Dames Opførsel fjernede hurtigt enhver Betænkelighed. Hun tog Fødderne ned fra Ovnpladen, rykkede sin Stol til Side, og bad Fagin flytte sin derhen;« for det var hundekoldt i Aften, det kunde nok hænd' sig!
»Lad ham faa noget at drikke, Nancy, men gesvindt!« sagde Sikes. »Fanden skal slaa mig, om man ikke kan blive helt syg af at se det gamle Kadaver ryste, som om han var et Genfærd, der var kravlet op af Graven!«
Nancy hentede hurtigt en Flaske Brændevin fra et Skab, hvor der stod en Mængde forskellige Flasker. Og Sikes skænkede og sagde til Jøden, at han skulde stikke Glasset ud.
»Nej, mange Tak, Bill, mange Tak, jeg behøver ikke saa meget,« svarede Jøden og satte Glasset fra sig efter blot at have nippet til det.
»Hæ, er De bange for, vi skal pudse Dem, hvad?« spurgte Sikes og fikserede ham. »Ptøj!« Og han gryntede haanligt, og tog Glasset og kylte Resten af dets Indhold ind i Asken, — som en indledende Ceremoni til at fylde Glasset igen til sig selv, hvilket han ogsaa straks efter gjorde.
Medens saa han drak, skottede Jøden om i Stuen: ikke af Nysgerrighed, for han havde set den saa tidt, men af tilvant Mistroiskhed og Forsigtighed. Værelset var ganske fattigt, og fraregnet Skabets indhold tydede intet paa, at Beboeren var andet end slet og ret Arbejdsmand. Af mistænkelige Genstande fandtes kun henne i en Krog et Par svære Knortekæppe, og ovenover Kaminen hang en Todtenschläger.
»Naa,« sagde Sikes og smækkede med Tungen, »saa er jeg klar! Kil saa paa, med hvad De har at sige!«
»Om Villaen i Chertsey, Bill, hvad?« spurgte Jøden sagte og rykkede hen til ham.
»Ja hvad den?« »Naa-aa, De véd vel nok, hvad jeg mener, Bill?« sagde Jøden. »Hvad bebager, Nancy, han véd nok, hvad jeg mener, hvad?«
»Nej, han gør ikke!« vrissede Sikes, »eller ogsaa vil han ikke vide det, hvad der kommer ud paa ét. Tal fra Leveren og nævn Tingene ved deres Navn! Sid ikke der og hvisk og tisk og snak sort, som om det ikke var Dem, der hittede paa det Indbrud! Fanden skal slaa mig — snak fra Leveren!«
»Hys, hys, hys!« sagde Jøden, efter at han forgæves havde søgt at faa ham til at tie. »Der kan nemt nogen høre os, Bill!«
»Ja lad dem høre! hvad bryder jeg mig om dèt?!« — Men saasom Sikes alligevel brød sig om det, dæmpede han efter nøjere Overvejelse Stemmen og blev roligere.
»Nej naturligvis, Bill, naturligvis,« sagde Jøden indsmigrende, »det
