97
OLIVER TWIST
Snit til i Smug at give Bill et Spark i Bagdelen, og famlede sig ned ad Trappen.
»Ja naturlig, den gamle Historie!« mumlede han hen for sig, medens han gik hjemad. »Det er det Satans ved disse Fruentimmer, at en Bagatel kan vække hos dem en Følelse, som ellers for længe siden er død. Men det gode ved dem er, at den holder sig saa heller aldrig længe!«
Da han kom hjem, sad Rævetampen oppe og ventede utaalmodigt paa ham.
»Er Oliver i Seng? jeg maa tale med ham!« var det første, Fagin sagde, medens de gik ned ad Køkkentrappen.
»For flere Timer siden,« svarede Rævetampen og lukkede Døren op. »Der ligger han!«
Oliver laa i dyb Søvn paa det haarde Leje paa Gulvet. Han var saa bleg af Angst og Sorg og af den beklumrede Luft i sit Fængsel, at han saa' ud som en Død! saadan som naar en ung og sart Sjæl lige har svunget sig op til Himlen, og denne Verdens barske Luft endnu ikke har faaet skæmmet det Ler, som den forlod.
»Nej!« mumlede Jøden og vendte sig stille bort, »i Morgen! i Morgen!«
20.
Oliver udleveres til Hr. Sikes.
Da Oliver vaagnede næste Morgen, stod der ved Siden af hans Seng et Par nye Sko med tykke, stærke Saaler. Først blev han glad, for han tænkte, at nu skulde han maaske slippe løs. Men alle den Slags Tanker forsvandt i en Fart, da han salte sig til at spise Frokost sammen med Jøden: thi Jøden fortalte ham, i et foruroligende Tonefald og med et foruroligende Minespil, at han om Aftenen skulde bringes hen til Bill Sikes.
»Er det, for at… jeg skal blive der?« spurgte Oliver angst.
»Nej, nej, min Ven, ikke for at blive der!« svarede Jøden. »Vi vil skam ikke af med dig, — vær du blot rolig, Oliver, du skal nok komme tilbage til os. Hæ hæ hæ, saa onde kan vi rigtignok ikke være, at vi skulde sende dig bort!« Og den Gamle, som stod bukket ned over Ilden og ristede en Skive Brød, drejede Hovedet og fniste som for at give Oliver at forstaa, at han vidste meget godt, han længtes efter at slippe bort.
»Jeg kan tænke,« føjede han saa til og saa' stivt paa Oliver, »at du gad gerne vide, hvorfor du skal hen til Bill, ikke sandt, min Ven?«
Oliver var blevet rød i Hovedet, da han mærkede, at Jøden havde
