sonlige Afgjörelse, overeensstemmende med Loven (Thingfarebalk Cap. IV og Cap. IX) er en Selvfölge.
Ved Kong Magnus Eirikssons Hylding 1320 var saaledes Islands Stilling til Norge ligesaa fri og selvstændig, som för. I de förste 20 Aar af hans Regjeringstid var Ketil Thorlaksson Statholder (hirðstjóri) over Island, og i hans Tid gik Sagerne deres jævne Gang. Slutningen af Kong Magnus Regjeringstid og det fölgende Tidsrum til Aarhundredets Ende var derimod et af de mest urolige Tidsrum i Landets Historie. Man har anfört Sturlungernes Tidsalder som Anarchiets værste Tid, men saavidt man kan skjönne af Annalernes sparsomme Beretninger var denne Tid endnu mere demoraliseret. Efter Rov og Mord flygtede den ene Hövding efter den anden til Kongen, og det feilede næsten ikke at han næste Aar kom tilbage igjen som Lehnsmand over en större eller mindre Deel af Landet, for at begynde forfra paa samme Maade, indtil han ved en naturlig eller voldsom Död blev bortrykket fra sine sörgelige Bedrifter. Men alle disse Mænd havde saa travlt med deres egne Sager, og Kongerne vare saa meget beskjæftigede andetsteds, at der ikke skete nogen Forandring i Landets almindelige politiske Stilling. Man hyldede derfor de fölgende Konger, uden at derom synes at være opstaaet nogen Uenighed. Men man maa derfor ingenlunde ansee disse Hyldinger for saa betydningslöse som Forf. synes at ville ansee dem for. Thi da, som han indrömmer, Forbeholdet fra de forrige Overeenskomster stod fast, og Alt taler for, at det stedse har været i Islændernes friske Erindring, saa faaer enhver Hylding unægtelig Præg af et frit Valg. En anden Sag er det, at Islænderne aldrig have viist nogen Tilböielighed (og derfor heller ikke benyttet Forbeholdet) til at vinde en större udadgaaende politisk Ret, f. Ex. en Stemme i Afgjörelsen af de andre Statsdeles Anliggender,
