Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/35

Denne side er blevet korrekturlæst

38

seer endogsaa af de Kongebreve der haves, og hvoraf Uddrag findes hos Forf. (p. 22), at Tonen i disse Breve gaaer i Tidens Löb over fra at være bedende ("thi bede Vi eder Alle", Fred. II. 1559) til at være bydende ("thi bede Vi eder Alle, og hver særdeles byde", Fred. III 1649), men dette beviser formentlig ikke Andet end hvad enhver Erklæring fra den ene Part kan bevise, nemlig hans egen Anskuelse, der i slige Spörgsmaal som dette maa stötte sig paa Rettens faste Grundlag for at kunne tillægges fuld Gyldighed^[1]. Jeg

↑ Naar den ærede Forf. ikke har kunnet forklare sig Grunden til, at den saakaldte "lange Retterbod" af Christian den Förste (26. Novbr. 1450) ikke er in extenso optaget i Lovsamling for Island, i Henhold til hvad i Fortalen er lovet, skal jeg dertil bemærke, at Udgiverne have i Fortalen udtrykkelig anfört, at de i den ældre Tid havde indskrænket sig saameget muligt, for at kunne faae en saameget rigeligere Plads for den senere Tid, hvor et meget stort Materiale var forhaanden. Derfor er for den ældre Tid kun optaget hvad endnu gjelder, eller i lang Tid har gjeldet og paaberaabes i andre gjeldende Lovbud (f. Ex. Store-Dommen, der ellers ikke vilde have været optagen). Derimod var man nødt til at udelade alle egentlig historiske Aktstykker, da man i modsat Fald havde maattet optage ikke alene hele Ketilssons Samling, men og Lehnsbreve og andre kongelige aabne Breve og Missiver, som Ketilsson ikke har kjendt, og hvoraf jeg har en ligesaa stor Samling liggende, vedkommende Island, som den Ketilssonske. Og som saadant historisk Aktstykke maa jeg vedblivende ansee den "lange Retterbod", thi den har aabenbart aldrig vundet Althingets Samtykke, og er derfor aldrig traadt i Kraft. Dette anseer jeg for beviist derved, at den er ikke indført i Loven, efter dens egen udtrykkelige Befaling, den findes ikke engang bagved Loven hverken i Haandskrifterne eller i Udgaverne. Den er hidtil kun funden (diplomatarisk) i to löse Transskripter fra l6de Aarhundrede, begge fra Holum, hvor Originalen maaskee har været hos den ældre Biskop Gottskalk. En gammel Afskrift (A. Magn. 238. 4to.) udelader endog den af Forf. særskilt fremhævede § 10. Dens praktiske Gyldighed kan ikke eftervises, og dens Bestemmelser ere af den Natur, at de næppe kunde tænkes at være anvendelige eller overholdelige, da de næsten udelukkende gjøre Alt til Höiforræderie (f. Ex. "Item forbyde vi alle rige Mænd udi Island, under Straf som for Landsforræderie, at tage til Tjenere flere Mænd end dem som boe paa deres Jorder, undtagen Biskopperne og Lensmændene"). Jeg indrömmer vel, at man i nyere Tid, endog de lærde Mand Biskop Finnur Jonsson, Magnus Ketilsson og Magnus Stephensen synes at have anerkjendt denne Retterbod (Svein Sölvason kan ikke regnes for Autoritet, da han saa at sige anerkjender alle danske og norske Love for gjeldende i Island), men de have ikke anvendt nogen Kritik paa den, og Magnus Stephensen er ogsaa nær ved at grue, naar han tænker sig, at enhver Laugrettesmand eller Meddomsmand i vore Tider, som undslog sig for at deeltage i en Dom, skulde "stricto jure" (neml. efter denne Retterbod, som han mener staaer endnu ved Magt) straffes som Landsforræder. Sysselmand Espolin omtaler ogsaa denne Retterbod som en virkelig Lovgivning, og forsvarer den med, at den har været nödvendig i de Tider, men jeg troer, at det jeg ovenfor har anfört er tilstrækkeligt til at modbevise dens Gyldighed. Det kan og bemærkes, at en anden For. af Christian den Förste 30. April 1480 (i Lovs. f. Isl.) er vedtagen paa Althinget, og man er deraf berettiget til at slutte, at i hele Christian den Förstes Tid har det endnu været en fast Regel, at enhver Lov maatte, for at have Gyldighed for Island, være vedtaget af Althinget. Ligeledes maa endnu anföres, at et gammelt Haandskrift (A. Magn. Nr. 174. 4to), som har begge disse Retterböder af Christian den Förste, tilföier Clausulen om Althingets Samtykke til den sidstnævnte, men ikke til den "lange Retterbod".

[1] Naar den ærede Forf. ikke har kunnet forklare sig Grunden til, at den saakaldte "lange Retterbod" af Christian den Förste (26. Novbr. 1450) ikke er in extenso optaget i Lovsamling for Island, i Henhold til hvad i Fortalen er lovet, skal jeg dertil bemærke, at Udgiverne have i Fortalen udtrykkelig anfört, at de i den ældre Tid havde indskrænket sig saameget muligt, for at kunne faae en saameget rigeligere Plads for den senere Tid, hvor et meget stort Materiale var forhaanden. Derfor er for den ældre Tid kun optaget hvad endnu gjelder, eller i lang Tid har gjeldet og paaberaabes i andre gjeldende Lovbud (f. Ex. Store-Dommen, der ellers ikke vilde have været optagen). Derimod var man nødt til at udelade alle egentlig historiske Aktstykker, da man i modsat Fald havde maattet optage ikke alene hele Ketilssons Samling, men og Lehnsbreve og andre kongelige aabne Breve og Missiver, som Ketilsson ikke har kjendt, og hvoraf jeg har en ligesaa stor Samling liggende, vedkommende Island, som den Ketilssonske. Og som saadant historisk Aktstykke maa jeg vedblivende ansee den "lange Retterbod", thi den har aabenbart aldrig vundet Althingets Samtykke, og er derfor aldrig traadt i Kraft. Dette anseer jeg for beviist derved, at den er ikke indført i Loven, efter dens egen udtrykkelige Befaling, den findes ikke engang bagved Loven hverken i Haandskrifterne eller i Udgaverne. Den er hidtil kun funden (diplomatarisk) i to löse Transskripter fra l6de Aarhundrede, begge fra Holum, hvor Originalen maaskee har været hos den ældre Biskop Gottskalk. En gammel Afskrift (A. Magn. 238. 4to.) udelader endog den af Forf. særskilt fremhævede § 10. Dens praktiske Gyldighed kan ikke eftervises, og dens Bestemmelser ere af den Natur, at de næppe kunde tænkes at være anvendelige eller overholdelige, da de næsten udelukkende gjøre Alt til Höiforræderie (f. Ex. "Item forbyde vi alle rige Mænd udi Island, under Straf som for Landsforræderie, at tage til Tjenere flere Mænd end dem som boe paa deres Jorder, undtagen Biskopperne og Lensmændene"). Jeg indrömmer vel, at man i nyere Tid, endog de lærde Mand Biskop Finnur Jonsson, Magnus Ketilsson og Magnus Stephensen synes at have anerkjendt denne Retterbod (Svein Sölvason kan ikke regnes for Autoritet, da han saa at sige anerkjender alle danske og norske Love for gjeldende i Island), men de have ikke anvendt nogen Kritik paa den, og Magnus Stephensen er ogsaa nær ved at grue, naar han tænker sig, at enhver Laugrettesmand eller Meddomsmand i vore Tider, som undslog sig for at deeltage i en Dom, skulde "stricto jure" (neml. efter denne Retterbod, som han mener staaer endnu ved Magt) straffes som Landsforræder. Sysselmand Espolin omtaler ogsaa denne Retterbod som en virkelig Lovgivning, og forsvarer den med, at den har været nödvendig i de Tider, men jeg troer, at det jeg ovenfor har anfört er tilstrækkeligt til at modbevise dens Gyldighed. Det kan og bemærkes, at en anden For. af Christian den Förste 30. April 1480 (i Lovs. f. Isl.) er vedtagen paa Althinget, og man er deraf berettiget til at slutte, at i hele Christian den Förstes Tid har det endnu været en fast Regel, at enhver Lov maatte, for at have Gyldighed for Island, være vedtaget af Althinget. Ligeledes maa endnu anföres, at et gammelt Haandskrift (A. Magn. Nr. 174. 4to), som har begge disse Retterböder af Christian den Förste, tilföier Clausulen om Althingets Samtykke til den sidstnævnte, men ikke til den "lange Retterbod".

[1]