i Island derimod var der en saa heftig Modstand mod denne Konge, at jeg tvivler paa han er bleven hyldet der i Landet. Dette synes dog ikke at have hidrört fra nogen Uenighed om Landets Rettigheder eller Lovgivning, men alene derfra, at enkelte af Islands mest formaaende Mænd, som havde hyldet Erik af Pommern, kunde ikke formaaes til at hylde nogen Anden som deres Konge, eller til at ansee nogen Anden som lovlig valgt, saalænge de vidste at Kong Erik var i Live. Om een af disse Mænd, Teit Gunnlaugsson af Bjarnanes, veed man, at han först 1459 lod sig formaae til at erkjende Christian den Förste som Konge, efter at han ved tolv Mænds Dom paa Althinget s. A. var erklæret for löst fra sin Eed til Kong Erik, og af Statholderen (hirðstjóri) Björn Thorleifsson amnesteret paa Kong Christians Vegne.[1] Man faaer saaledes her en ny Bestyrkelse for, at i det mindste Islænderne selv ikke have endnu anseet sig som bundne ved en i Norge foregaaet Hylding. Den svenske Konge Karl Knutssons Hyldinger i Norge, som ikke engang ere blevne omtalte i Island, ere et end yderligere Beviis for, at ikke engang Nordmændene have anseet deres Hyldinger som bindende for Island.
Derimod er det ganske sandsynligt, at enhver Konge i denne Tid har benyttet og med en vis Plausibilitet kunnet benytte Hyldingen i Norge som en Hoved-Adkomst til ogsaa at erholde Islændernes Hylding, hvortil han ogsaa kunde vente Stötte af det norske Rigsraad, der, som det saa ofte gaaer, lettelig kunde forvexle Vane og Ret; og det var da i sin Orden, at Kongen paaberaabte denne Adkomst til Island med det störste Eftertryk, naar han önskede deraf at gjöre Brug. Dette finder man ogsaa i Intimationen til den saakaldte Lange-Retterbod fra Christian den Förste, og man
- ↑ Arne Magnuss. islandske Diplom-Saml. Fasc. XIV, Nr. 23.
