ikke andet end finde uforandrede i denne Periode. Uden Althingets Samtykke kan ingen Skat paalægges, og Geistligheden kommer efter Reformationstiden ogsaa til at votere særskilt, om den vil yde en forlangt Skat. Det af den ærede Forf. selv anförte Brev af 1541 (M. Ket. I, 232) er herpaa et tydeligt Beviis. Der staaer: "thi bede Vi eder alle, og hver særdeles byde, at I tinge med fornævnte Christoffer Hvittfeld om samme Hjelp og Skat, og blive til eens med hannem derom, hvad I give skulle, hver efter sin Leilighed.... Vi ville igjen være eder Alle og hver særdeles en naadig Herre og Konning, og forsvare eder for Urette og Overvold". Det er vel tydeligt heraf, at Kongen gaaer ud fra, at han ingen Ret har til at paalægge Skat, men at dens Ydelse skulde beroe paa frivillig Overeenskomst ("efter Leilighed"). Men naar Folket saaledes kan give hvad det selv finder nödvendigt og rigtigt, saa har det jo hvad vi nu kalde Skattebevillingsret, skjöndt i en mindre udviklet Form, og Kongen kan ikke siges at have Ret til Skattepaalæg. Men endnu mindre sees Spor til, at de Skatter, som ere bevilgede eller paalagte i Danmark eller Norge skulde med det samme være selvfölgelig paalagte i Island; tvertimod staaer Islands særegne Stilling udenfor Rigerne i intet Forhold mere klart end netop med Hensyn til Skattevæsenet og Skattebevillingsretten. De Forsög paa at erholde nye Skatter af Island, som Christian den Fjerde gjentagne Gange gjorde, fremkaldte kun Beklagelser over Handelsmonopolet og dets Undertrykkelser, og Contra-Forlangender om dettes Ophævelse, som, da Kongen mindst af Alt vilde opgive dette sit Yndlingsprincip, medförte det Resultat, at Skatteforlangendet blev opgivet, og Kronen trak sig tilbage, i Virkeligheden fordi den ikke kunde erholde Althingets Samtykke.
Med Hensyn til det Sprog, som Regjeringen betjente
