Islands Vedkommende, at de, saavel med Hensyn til den Maade hvorpaa de vare komne til at tage Deel i disse Forhandlinger, som med Hensyn til de i de islandske Petitioner og paa andre Maader udtalte Yttringer af deres Landsmænd, paa den ene Side önskede at bevare den störst mulige Enighed, og ikke paa nogen Maade bidrage til at fremkalde Vanskeligheder hverken for Regjeringen eller Forsamlingen, paa den anden Side ogsaa önskede at opretholde det ved Reskr. 23. Septbr. 1848 givne Tilsagn saa frit som muligt, og derved sikkre den tilkommende islandske Forsamling en saavidt muligt fri Stemme[1]. Dette opnaaedes ogsaa for endeel, da Bestemmelsen af Antallet af Islands eventuelle Deputerede i Rigsdagen, som stod i Udkastet til Valgloven, bortfaldt, og Grundlovscomitéen foreslog, at det for Island ved forommeldte Reskript 23. Sept. 1848 tagne Forbehold skulde udtrykkelig udtales. Ved den endelige Afstemning blev dette sidste vel omgjort, men dog, som Forhandlingerne vise, ingenlunde fordi Forsamlingen vilde betage Island den Ret til Selvbestemmelse, som Reskriptet tilsagde det, men fordi man ansaae Reskriptet for en tilstrækkelig Betryggelse, som ikke trængte til en yderligere Bekræftelse. Det foreslaaede Forbehold med Hensyn til Slesvig gik da ogsaa samme Vei, men ved Grundlovens endelige Udfærdigelse fandt Regjeringen det passende at optage i Grundlovens Intimation det bekjendte Forbehold for Slesvig, hvorimod det for Island blev forbigaaet med Taushed. Grundloven blev dog naturligviis ikke sendt til Island til Publication, og altsaa ikke anseet gjeldende for dette Land; derimod blev, sandsynligviis ved etslags Inconseqvents, den forandrede Form af Bestallinger, som forpligtede til at sværge paa at
- ↑ Erklæring herom fra de islandske Deputeredes Side i Rigsforsamlingens Forhandlinger S. 2729-2730.
