Side:Over al Forstand.djvu/101

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

93

vel det faldt mig tungt at gaa fra hende, medens hun sad dèr og aabenbart ikke var Herre over sig selv.

— Hun raabte efter mig, og hendes kære lyse Stemme var helt hæs af Ophidselse: Luk Dørene efter dig, hører du, luk alle Dørene. Ikke én maa staa aaben!

— Med Fortvivlelse i Hjertet gjorde jeg hende til Vilje, men jeg bestemte i dette Nu, at fra næste Dag vilde jeg have en Sygeplejerske i Huset. En Fremmed vilde bedre rolig og selvfølgelig kunne vejlede min arme lille Hustru, naar Tankerne traadte de vildsomme Stier.

— Jeg tog Biblen for mig og slog op Sted efter Sted for at finde Trøst, forgæves, ogsaa jeg blev mere og mere urolig.