Denne side er blevet korrekturlæst
— Den dødlignende Stilhed udenfor — ikke et Blad rørte sig — virkede heftigere paa mig end den voldsomste Orkan. Mine Nerver ligesom krævede Lyd, og jeg hørte ikke en Lyd hele Huset over. Jeg haabede, Ida var falden til Ro, men jeg vovede ikke at se efter, Huset var gammelt og Dørene skreg paa Hængslerne, naar jeg aabnede dem.
— Saa sad jeg da alene og biede paa Natten, medens jeg grublede, som om Panden skulde sprænges for at finde Grunden til Idas Sygdom. Hvorover var hendes Hjerte blevet sygt? Havde jeg Skyld? Havde jeg blot den — ringeste Skyld?
