Denne side er blevet korrekturlæst
95
— Uden at vide af det var jeg begyndt at lytte, sagtens paavirket gennem Synet af Idas lyttende Blik. Jeg holdt Hænderne for mine Øren, vis paa, det var noget, jeg burde bekæmpe; men jo mere jeg stampede imod, jo mere anspændte jeg alle Hørenerver.
— Tilsidst flød Blodet som brusende Strømme inde i mit Hoved.
— Pludselig faldt Stilheden paa, og i samme Nu hørte jeg Skridt udenfor Huset, i Haven. Og i samme Nu vidste jeg — vidste jeg uden at begribe hvorfor —, at det var Maria.
— Men jeg rejste mig ikke for at lukke hende ind. En tung Sløvhed overfaldt mig. Tanken, der var raadende, gik ud paa det: Hvad vedkommer hun mig?
— Der blev banket paa Døren, ganske svagt. Lidt stærkere. Den var ikke laaset. Jeg sagde ikke: kom ind!
