96
— Men Døren gik op, og Maria gik ind i Stuen og kom hen til mig.
— Dèr blev hun staaende og saa paa mig, medens hun bevægede Læberne for at tale, men der kom ingen Lyd over dem. Og nu saà jeg, hun var graa i Ansigtet, Haaret var faldet ned, hun var barhovedet. Kjolen var flaaet forneden og forrevet, som om hun havde gaaet gennem tykt og tyndt uden selv at sanse det.
— Det er vel altid saa her i Livet, at det ene voldsomme Indtryk momentvis forjager det andet. Ida var — for nogle Øjeblikke — ude af min Tanke. Jeg ikke saameget som ængstedes ved Muligheden af, at hun skulde kunne høre os tale.
— Jeg saa paa hende, hun saà paa mig. Tænderne hakkede i hendes Mund som af Kulde, hun blev ved at bevæge Læberne, blev ved, uden at kunne faa Lyden frem. Jeg tog hende om Skuldrene og ruskede hende for at faa hende vakt af
