Denne side er blevet korrekturlæst
Præsten tog sig til Tindingerne, som om Erindringen endnu smertede hans Pande.
Maanen var gaaet ned, men indefra Slottet lyste Skæret af de tændte Kroner ud over vor dødtavse Forsamling.
Nede fra Landsbyen lød, fjernt og klagende, en Harmonika, hvorpaa sagtens en eller anden Bondekarl tolkede sin Elskovskvide.
Jeg saà hen til den lille Komtesse. Hun — havde — sluppet Kammerjunkerens Haand og sad helt sammenknuget med Hænderne om de optrukne Knæ. De spæde Skuldres Stigen og Synken for-
