Side:Over al Forstand.djvu/109

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

101

raadte hendes voldsomme lydløse Bevægelse.

Kammerjunkerens Ansigt laa i Skygge, men han stod i samme skødesløst elegante Stilling som før, af hans Holdning kunde man ane Smilets ubønhørlige Sarkasme.

Præsten gik videre i sin Fortælling:

— Da Maria spurgte mig: Hvad nu? blev jeg hende Svar skyldig. Det var mig umuligt … umuligt … skønt jeg jo hverken dømte eller fordømte — det var mig umuligt at sige: Glem ogsaa dette og gift Dem med den Mand, De elsker!

— Hun spurgte ikke oftere, men engang sagde hun: Jeg tænkte paa at dræbe ham … Véd De, hvorfor jeg ikke gjorde det?

— Jeg svarede: Fordi man ikke gengælder Synd med større Synd, og maaske, Maria, fordi De, naar alt kommer til alt, ogsaa elsker ham.