102
— Maria løftede Hovedet og saà mig ind i Øjnene: — Nej, jeg dræbte ham ikke, fordi jeg kun havde mine to tomme Hænder … Men det nytter ikke, vi taler om det. Det er over al Forstand …
— Jeg vilde have hende til Sæde. Hun nægtede at sidde ned: — Saa falder jeg i Søvn, og det vil jeg ikke. Men jeg synes, De skulde vide det. Og giv mig nu Deres Ord paa, at De bevarer min Hemmelighed!
— Maria gik ud af min Dør, og jeg holdt hende ikke tilbage, skønt jeg vidste … hvad andet skulde hun gøre? … skønt jeg vidste, hun fra mig gik lige i Døden.
— Da Maria var borte, vaagnede jeg op som af en aarelang Døs og huskede paa Ida, hvem jeg ikke havde haft i Tanke, siden Maria kom ind.
— Ida laa i Sengen med aabne Øjne. Men da jeg kom hen og bøjede mig over hende, lukkede hun dem og sagde: — Du
