103
maa ikke se paa mig, Erhardt, hører du, det gør ondt, naar du ser paa mig.
— Jeg gik i Seng, som om jeg dèr bedre kunde finde Ro. Jeg følte mig halvvejs som Morder. Uden at hindre det, havde jeg ladet Maria gaa ind i det store Mørke, handlet mod min Pligt som Præst og som Sjælesørger.
— Ida rakte mig sin lille hede Haand: Stakkels Erhardt! sagde hun. Og med Mellemrum vedblev hun at sige: Stakkels, stakkels Erhardt!
— Jeg udholdt ikke længere Samvittighedens Anklage, jeg stod op uden at tænke paa Ida. Hun sagde, og det forekom mig dengang, hun sagde det i Søvne: Skynd dig, Erhardt, skynd dig, skynd dig!
— Sa gik jeg ud i Natten for at lede efter Maria. Jeg gik fra Mergelgrav til Mergelgrav. Jeg fandt hende ikke.
— Da jeg ud paa Morgenstunden kom
